Jubilæum. Hvem er kvinderne i Disneys film, og hvad har de lært os om livet?
Kvinder uden mødre
I tegneren Walt Disneys allerførste film, Alice’s Wonderland fra 1923, får den lille pige Alice lov til at besøge animatorerne i deres studie, mens de sidder ved tegnebordet og skaber finurlige dyrefigurer og fortællinger. Alice kigger spændt hen over skulderen på selveste Disney, som begejstret fægter med armene, mens han tilsyneladende forklarer, hvordan man tegner hunde og katte, alt imens dyrene allerede er i live efter få penselstrøg og stormer gennem huse og hopper på stræder; det hele foregår i sort-hvid og stilhed. Da Alice om aftenen falder i søvn i sin seng, drømmer hun sig til en lignende tegnefilmsverden som den, hun har set blive skabt for øjnene af hende om dagen; verden, som blev kendetegnet for Walt Disneys banebrydende stil, en fantasi, som udviskede den virkelige orden, hvor dyr pludselig tog form som menneskelige karakterer, og hvor en lille pige som Alice kunne gøre fem løver, som ville æde hende, så bange, at de flygtede skræmte væk.
Det var denne stumfilm, som startede Walt Disneys historie, og det var pigen Alice og hendes eventyr, som han fortsatte med at portrættere i begyndelsen af sin karriere som tegner og forretningsmand.
Del: