I anslaget til første sæson af den satiriske dramaserie om grotesk rige ferierøvhuller og deres tyende, The White Lotus, sendes et lig hjem med fly fra et eksklusivt ferieresort på Hawaii. I anden sæson flyder liget af en kvinde pludselig rundt ved et eksorbitant ferieparadis på Sicilien. Så ruller vi tiden tilbage. Hvad mon der er sket? Virker alle karakterer ikke lidt mistænkelige?

Fem minutter inde i Susanne Biers Netflix-serie The Perfect Couple svømmer liget af en kvinde rundt i strandkanten foran en milliardærvilla. Hvorfor? Hvem gjorde det?

I Big Little Lies, der skildrer intrigante, hvidvinsslubrende overklassekvinder ved den amerikanske vestkyst, er der flashforward til blå blink og kaos i natten på den lokale skole, hvor et mord just er begået. Igen springer vi tilbage og ruller dramaet ud forfra: Hvem af disse karakterer, vi nu møder, myrder mon til sidst hvem?

Det er blevet en udpræget kliché i tidens serier rituelt at slå nogen ihjel, ofte en kvinde, og dingle dette lig foran os som en lokkende gulerod serien igennem.

Herhjemme gjorde først Forbrydelsen, siden Broen og al den nordiske noir, der fulgte, spektakulært iscenesatte kvindemordgåder til den dominerende familieunderholdning. Og i den nyere seriebølge lokkes vi ikke blot ind i serier, hvor efterforskeren er Gud, og opklaringen er åbenbaringen. Nu er den døde kvinde maddingen, der skal skærpe vores interesse for seriens moralsk korrumperede (måske-morderiske) hovedpersoner.

Svaret på mordgåden føles ofte tilfældig, klodset eller forglemmeligt forløst. For den er ikke seriens egentlige hovedærinde. I stedet bruges mordgådens lokkende ramme til at bedrive kritik af de rigeste i vores samfund.

»Reservatets greb er udtryk for en samlet branches kreative dovenskab og desperate opmærksomhedskamp,« skriver Katrine Hornstrup Yde. Pressefoto: Tine Harden, Netflix
»Reservatets greb er udtryk for en samlet branches kreative dovenskab og desperate opmærksomhedskamp,« skriver Katrine Hornstrup Yde. Pressefoto: Tine Harden, Netflix

MED DEN VILDT fængende danske serie Reservatet, hvor en au pair er forsvundet og snart skvulper rundt i en nordsjællandsk havn, foreslår jeg et ophør af det greb. Også selvom grebet virker. For det er jo lykkedes Per Fly og historiens skaber og forfatter Ingeborg Topsøe at sætte spørgsmål om privilegier og udnyttelse til stor, nuanceret og visse steder perspektivudvidende debat. 

I noget tid var det endda den mest sete Netflix-serie på kloden. Og i en venlig udlægning kunne man sige, at Reservatet bare snedigt udnyttede den elskede krimigenres konventioner – kvinde-liget, efterforskningen, mistanken, der rituelt falder på den ene, så den anden og så den tredje forkvaklede karakter. At Topsøe dygtigt forvandlede denne fortærskede fortællemotor til en trojansk hest, der sneg samfundskritik, klassekritik og hidtil uset indlevelse i au pair-liv ind i stuerne verden over, mens vi åd popcorn.

Modtag Weekendavisens kulturnyhedsbrev

Kom med ind på kulturredaktørens kontor, når Kathrine Tschemerinsky giver perspektiv på ugens vigtigste kulturhistorier.

Hermed giver jeg tilladelse til, at Weekendavisen ugentligt sender en mail med udvalgte historier og i tilfælde af særlige historier og ekstraordinære begivenheder mere. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan De læse mere om tredjeparter og hvordan De trækker Deres samtykke tilbage.

Man kunne også sige, at dét, at alle seriens karakterer blev gjort til potentielt »skyldige« i et måske-mord, bidrog til en pointe om, at udnyttelsen af au pair-ordningen har mange skyldige: De passive, de belejligt fortrængende udnyttere, ja, hele reservatet, som i det større perspektiv repræsenterer den vestlige udnyttelse af det globale syd.

MEN »RESERVATETS« GREB er altså også udtryk for en samlet branches kreative dovenskab og desperate opmærksomhedskamp. At vi i årevis er blevet så vænnet til kulturens rituelle – og misogynt lystige – mord på kvinder, at de fleste knap hæver øjenbrynet, men bare rykker sig tættere på skærmen. At denne brutalitet har gjort publikum så tykhudede, at intet mindre end (kvinde)mord kan få os til at binge. Og at det har skabt en serieindustri, særligt på en platform som Netflix, hvor mord er en nærmest lige så obligatorisk begyndelse på en serie som de der artyfarty introsekvenser.

På mig virker det bizart, nærmest ynkeligt, at vi klapper så hårdt i hænderne over små forskydninger og forandringer inden for rammen, at vi helt glemmer, at den helt kunne undværes.

Den interessante og relevante forbrydelse i Reservatet er jo ikke mord på au pairs, men ligegyldigheden, den belejlige dæmonisering af eller misforståelse af dem og deres faktiske livsvilkår.

Så lad os sætte et punktum nu. Og se frem til serier, der udfordrer samfundets hierarkier og perversioner og magelighed, og som samtidig kreativt udfordrer den måde, vi lokkes ind i de historier på. Der behøver ikke dingle et lig på vejen til indsigt.