Popdiplomati

Det ville være synd at sige, at FNs generalforsamling sædvanligvis lokker horder af unge til organisationens YouTube-kanal. Men mandag var en undtagelse. Her valgte tæt på en million brugere at følge med.

Kommentarsporet til livestreamet fra den 76. generalforsamling var – ligeledes ikke helt vanligt – en strøm af lilla hjerte-emojier. Ikke til ære for politikerne, men et popband, der havde lagt vejen forbi FN-bygningen på Manhattan.