A la carte. To herregårdsbesøg, musikvideonostalgi og en god introduktion til arkitekturen i Aarhus. Denne uges anbefaler er Anne Sophia Hermansen.
Kulturanbefalinger
Reality
Generationsgnister
Næsten to millioner skal transporteres op på toppen af det norske nationalfjeld Stetind, før tiden løber ud, og hver deltager har 150.000 kroner i sin rygsæk. Dem, der når toppen, deler pengene. Resten får ingenting. Sådan lyder konceptet bag realityprogrammet Bjerget, og hvis man er en af dem, der synes, at Alene i vildmarken er blevet for kedeligt, og at Spillet og Forræder er en gang fedtspilleri, så er der masser af underholdning at hente i Bjerget.
14 norske A-, B- og C-kendisser er med i det fysisk og psykisk krævende program, og der går selvfølgelig ikke lang tid, før mødet mellem generationerne slår gnister. De gamle synes nemlig, at de unge er nogle grådlabile skvat, der dårligt nok kan bære deres egen oppakning, mens de unge mener, at de gamle er grådige og hensynsløse. Gen X møder Gen Z. Men som tiden går, glemmer de gamle, at det hele handler om snedighed og alliancer, og det kan man godt undre sig over, for sådan har det været med reality i 30 år. Kan konceptet konverteres til danske forhold? Næppe. Vi har hverken ordentlige bjerge eller vild natur, og derfor udspiller de fleste af vores egne koncepter sig i villaer og på herregårde, hvor folk slænger sig i sofaer og diskuterer, hvem der skal vinde, mens de spiser småkager og drikker kaffe.
Bjerget kan ses på DR
Udstilling
Efter plyndringen
En strid mellem to søstre førte for et par år siden til, at det meste af inventaret på Valdemars Slot på Tåsinge blev sat til salg på Bruun Rasmussen. Kunst, møbler og lysekroner, der havde været i familiens eje i generationer, blev spredt for alle vinde, og tilbage stod et tomt slot, som siden 1678 havde været i Juel-slægtens (senere Iuel-Brockdorffs) eje. Hvad gør man, når livet maser en stor citron ned over ens slægtshistorie? Man laver selvfølgelig et glas limonade (eller alternativt en ordentlig gin og tonic). Slottet genåbnede sidste år som kunsthal, og blandt denne sæsons udstillere kan man finde navne som Pernille With Madsen, Anna Munk, William Kentridge og Giuseppe Penone. Især Pernille With Madsens gengivelse af en gigantisk fod, der er presset ned i ridehallens gulv, er i sig selv en årsag til at besøge slottet.
Christian 4. fik det oprindeligt opført til sin søn Valdemar Christian. Desværre fik sønnen meget lidt glæde af det, da han døde kort efter under et felttog. Nu er Valdemars Slot blevet til en kunsthal og en ny historie om slægten. Og når man alligevel er på de kanter, så slå vejen forbi Ambrosius-egen, et over 400 år gammelt træ, der er 20 meter højt og måler syv meter i omkreds. Kram det. Det er aldrig for sent at blive treehugger.
Valdemars Slot, Tåsinge
Ombygning
Fra svamp til slot
Lidt uden for Maribo på Lolland ligger herregården Christianssæde, som er ved at blive sat i stand efter at være delvis brændt i 1979 og efterfølgende angrebet af hussvamp. På Instagram kan man følge den omfattende restaurering og få et indblik i, hvordan et gammelt slot genfinder sig selv i en moderne virkelighed, og hvis man har et hjerte, der banker for kulturhistorie, bliver man vild i varmen, når man ser udvælgelsen af farver, træsorter, tapet, gardiner og indsættelsen af paneler.
Hvis man godt kan lide at følge boligombygninger, er det her den ultimative Instagram-konto, her er ingen detalje for nørdet. For nylig ankom der også to portrætter til stedet. De var udført af Michael Kvium, der havde malet stedets ejere med vanlig sans for menneskets og kødets lange rejse mod forfaldet, og tidligere i år viste de, hvordan de havde plantet 500 blå anemoner lige dér, hvor man for over 200 år siden plantede egetræer til brug for kongens flåde. Tradition møder fornyelse. I år lagde Verdensballetten også vejen forbi herregården, der hvert år lægger grund til Whitsun-festivalen.
Christianssæde, Lolland
Musik
MTVs livsfilosofi
Havde man det sjovere, da man lavede musikvideoer i 1980erne? Det kan godt se sådan ud, når man genser nogle af de gamle musikvideoer. Prøv engang at finde Bananaramas video til »Venus« fra 1986 på YouTube. De tre bandmedlemmer ligner nogle, der har bundet en flaske vodka, mens de aftalte en dans, som de så opfører helt ukoordineret. En anden perle er videoen til Frankie goes to Hollywoods »Relax«, et nummer, der ret utilsløret handler om homosex. Det gør videoen også, og hvis ikke man fatter det, når forsangeren bliver modtaget af en brunstig læderklædt mand, bliver budskabet kørt ind med bananer og lommelygter og et langt flot horn.
I dag bruger man millioner på at få tingene til at se gennemtænkte ud, men rører de os også på den samme måde? Ikke rigtigt. 80ernes musikvideoer er et kulturhistorisk vidnesbyrd om en tid, hvor kunsten hverken var knibsk eller bange for at blive absurd og slet ikke for at gøre sig selv til grin. Tjek også Billy Idols »Hot in the City«, der er skumfødt af alkohol og lærer os, at jo højere hår, desto tættere på Gud.
Diverse på YouTube
Podcast
Ild i nye huse
Ofte er problemet med arkitekter, at de er utrolig dårlige til at fortælle om deres eget arbejde uden at fortabe sig i indforståede fagtermer. Mange af dem er til gengæld rigtig gode til at fortælle om andres arkitektur, og i podcasten Arkitekternes Aarhus kan man høre nogle af fortællingerne bag byens arkitektur – fra de tidlige stadsarkitekter til nutidens tegnestuer.
Hvert afsnit tager udgangspunkt i en af de arkitekter, der har sat sit præg på byen og forbinder idé med værk med levet liv og byudviklingshistorie. En bygning er heller ikke kun noget fysisk, men også en fortælling om klasser, magtspil, storhedsfantasier, vildskab og af og til også dårskab. Min favoritarkitekt er Sophus Frederik Kühnel, som gjorde byen mere selvbevidst, og især var han glad for dekorationer, spir, gavle og gotiske detaljer, men en af hans flotteste bygninger, Mejlborg, brændte ned kort efter færdiggørelsen. Historien om branden er lige så spektakulær som selve bygningen. Soldater blev tilkaldt for at slukke ilden, men de fortabte sig i at drikke vin og champagne og blev hurtigt for fulde til at redde bygningen. Mejlborg blev kort efter genopført relativt loyalt over for de originale tegninger og står der den dag i dag.
Arkitekternes Aarhus, produceret af SLETH
