Historisk fiskemarked

Lækre sild og tømmermænd

Søndag morgen er tidspunktet, man bør være på havnen i Hamborg. Her finder man fiskemarkedet med over hundrede handlende, der sælger friske fisk, skaldyr, røgvarer, sandwicher med rejer og marinerede sild og andet fiske-fastfood. Markedet blev grundlagt i 1703 i den selvstændige by Altona ved Elben, som hørte under det danske kongerige, men nu ligger centralt i byen.

Stemningen leverer de såkaldte markedsråbere, der trækker mange morgenfriske fiskekøbere til. Mest højlydt er »Åle-Dieter«, der har solgt ål og røget fisk siden 1959 og er kendt for sine vitser og drillerier. Man møder også »Banan-Fred«, der sælger frugt og er berømt for fristende tilbud som: »Ikke fjorten, ikke tretten, ikke tolv euro – nej! Ti euro for hele kurven!«

Foto: Altonaer Fischmarkt & Fischauktionshalle

Bagefter går mange i den gamle statelige fiskeauktionshal ved siden af og spiser morgenmad med alt godt fra havet. Hallen blev indviet af kejser Wilhelm 2. i 1896, og dens arkitektur er inspireret af en romersk basilika med røde mursten og en konstruktion af stål og glas. På scenen er der livemusik med country, rock og pophits, og den gamle hal danner ramme om et sælsomt kulturmøde mellem de morgenfriske fiskekøbere og folk med tømmermænd, der kommer direkte fra en nat på det nærliggende Reeperbahn – det store festlige havnekvarter.

Altonaer Fischmarkt & Fischauktionshalle. Hver søndag, henholdsvis fra kl. 05.00 til kl. 9.30, og fra kl. 06.00 til kl. 12.00.

Public viewing

Ægte VM-stemning

Hvis man vil have VM-fodboldstemning, er man nødt til at forlade Danmark. Her har Hamborg mange sportsbarer og Biergartener, der viser kampene. Stemningen vil være ekstra høj, når Tyskland spiller, for eksempel mod Ecuador tirsdag den 23. juni kl. 22. Men fordi 42 procent af Hamborgs to millioner indbyggere har migrationsbaggrund, vil der også være høj stemning, når Tyrkiet, Spanien, Portugal og Kroatien spiller.

Et populært public viewing-sted er Spielbudenplatz på Reeperbahn i bydelen St. Pauli. Her er der storskærme og streetfood, men der er også mindre perler som Zum Silbersack, hvor fans af FC St. Pauli holder til. Ellers kan Landhaus Walter i byparken anbefales. Her vises kampe på en kæmpe LED-skærm, og den store ølhave minder om en klassiske fanzone.

Foto: Kultur Kontor Hamborg

Bagefter byder byen også på den fine udstilling Sport. Masse. Magt, der viser, hvordan Nazityskland brugte fodbolden til at styrke og legitimere deres magt. Der fortælles også om fodboldkampe i de tyske kz-lejre og mindes både jødiske og ikkejødiske fodboldspillere, som nazisterne forfulgte.

Public viewing i Hamborg. VM-turneringen varer til 19. juli. Udstillingen »Sport. Masse. Magt. Fodbold under nazismen« vises til 5. august på udstillingsstedet Kultur Kontor Hamburg.

Kunstmuseum

Fra Rembrandt til Munch

Hamborg huser mange spændende museer: verdens største modeltogsmuseum, et enestående udvandrermuseum og sågar et tilsætningsstofmuseum. Men Hamburger Kunsthalle er museumsjuvelen, der ligger i flere etager tæt ved hovedbanegården. Museet er især kendt for Caspar David Friedrichs romantiske Vandreren over tågehavet fra 1818, der omsider er vendt »hjem« til Elbe-byen efter i 2024-25 at have været vist på talrige Friedrich-udstillinger. Ellers lokker Hamburger Kunsthalle med et overflødighedshorn af »de gamle mestre«, eksempelvis værker af Lucas Cranach den Ældre og Hans Holbein den Ældre, samt den italienske barok og værker af både Goya og Rembrandt.

Maleri: Edvard Munch 1863–1944, Piger på broen, 1901

Den tyske og den internationale modernisme er også rigt til stede på museet, og for første gang præsenteres østrigske Maria Lassnig (1919-2014) og norske Edvard Munch (1863-1944) i en original dobbeltudstilling. Der er nemlig mange paralleller mellem deres malerkunst: Begge brugte ikke mindst farver til at udtrykke følelser som sorg, kærlighed, ensomhed, angst, glæde og smerte. Dobbeltudstillingen retter på fornem vis opmærksomheden mod hidtil oversete kropslige fornemmelser i de to kunstneres værker, og udstillingen omfatter over 180 værker, herunder både deres hovedværker og sjældnere tegninger på papir.

Hamburger Kunsthalle: Maria Lassnig og Edvard Munch. Frem til 30. august.

Musikrundvisning

Sie liebt dich!

Her i Hamborg gav nogle purunge Liverpool-drenge hundredvis af koncerter i årene 1960-62. De boede i byens bordelkvarter St. Pauli omgivet af sømænd, havnearbejdere, transvestitter, gangstere og prostituerede, hvilket modnede dem, og en af dem, John Lennon, formulerede det sådan: »Vi blev født i Liverpool, men blev voksne i Hamborg.« Her mødte de også den tyske fotograf Astrid Kirchherr, som »opfandt« den frisure, der blev kendt som »Beatles-hår«.

Beatles spillede i Hamborgs Indra Club, Kaiserkeller, Top Ten Club og Star Club, og i 2008 indviede man en Beatles-Platz, hvor festgaderne Reeperbahn og Grosse Freiheit mødes.

Foto: Martina Drignat, hempels-musictour

I dag er der flere muligheder for rundvisninger, og det kan anbefales at booke en med den fantastiske fortæller og musiker Stefanie Hempel, som guider besøgende i Beatles' fodspor. Det foregår i gaderne omkring Reeperbahn, der i år fejrer sit 400-års jubilæum med talrige andre events. Stefanie Hempel tager både små og store grupper med rundt og spiller livemusik undervejs ved de forskellige stop på turen. Med ukulele eller guitar fremfører hun Beatles-sange ved de historiske steder, og rygtet om Hempels formåen er så udbredt, at Bob Dylan efter sigende har deltaget inkognito på en af hendes ture.

Hempel's Beatles-Tour og Reeperbahn – book på hempels-musictour.com

Udsigtspunkter

Hamborg set fra oven

Hamborg er udsigternes by. Besøg først St. Michaeliskirken, som har en udsigtsplatform i 82 meters højde med en fantastisk udsigt over den historiske bymidte. Platformen er særligt populær ved solnedgang.

Lige så populær er »Elphi Plaza«, som er udsigtsplatformen i musikhuset Elbphilharmonien. Her fører Europas længste rulletrappe besøgende fra indgangen op til Plazaen 37 meter over jorden. Her kan besøgende gå langs bygningens yderside og skue ud over havnen.

Udsigten fra Elphi Plaza. Foto: Dietmar Rabich, Wikimedia Commons

En anden skøn udsigt fås fra den begrønnede flaktårnsbunker, der blev opført som beskyttelsesrum under Anden Verdenskrig. Den kaldes »Green Bunker«, fordi der er plantet 23.000 planter, og her findes restauranter, cafeer og koncerter 50 meter over byen.

Endelig er der Bismarck-statuen, der holder hænderne om et kæmpe sværd og rager 34 meter op over en høj, så Tysklands gamle »Jernkansler« kan skue ud over havnen, hvor mange formuer i sin tid blev tjent på søfart og handel. Ifølge ingeniøren bag var budskabet, at Bismarck skulle »holde vagt ud over verdenshavet på vegne af det tyske folk«.

Udsigter fra St. Michaelis-kirken, Elphi Plaza, Green Bunker og Bismarck-statuen. Hele året.

Hver uge deler Weekendavisens skribenter deres personlige bud på fem aktuelle kulturanbefalinger. Læs alle tidligere kulturanbefalinger her.