Krybende mad

Snegle omtales flittigt i havespalter, magasiner og boligblade, men som regel kun negativt, og i de fleste tilfælde drejer det sig om at bekæmpe de godt nok plagsomme »dræbersnegle«. Det er ikke temaet her. Denne gang. Tværtimod skal det handle om en anden, men temmelig harmløs og natur- og kulturhistorisk ret spændende art: vinbjergsneglen (Helix pomatia). Den er med sit 4-4½ centimeter store hus såvel Danmarks som hele Europas største skalbærende landsnegl. Den findes især i landets frodige egne, hvor der er godt med kalk i jorden til dens bygningsværker.

I modsætning til dræbersnegle og andre nøgensnegle er vinbjergsneglen spiselig og har været del af kosten i årtusinder. Den er både blevet sanket i naturen og opdrættet systematisk. Topografen og naturhistorikeren Plinius den Ældre omtaler, hvordan Fluvius Hirpinus for nu over 2.000 år siden opfostrede dem på en kost af kød og vin. Det siger en del om den status, som snegle nød i det romerske køkken. Hos H.C. Andersen lever de dog mere ydmygt af skræppeblade, men kendere af hans eventyr Den lykkelige familie vil vide, at det højest opnåelige for en sådan snegl var at »komme på herregården for at blive kogt og lagt på sølvfad«. Gerne er den efter turen i køkkenet forvandlet fra »snegl« til »escargot«. Romerne tog snegle med sig ud i imperiets hjørner, således også til England, hvor den ikke uden grund kaldes roman snail og edible snail. Herhjemme regner vi med, at det var munkene, der bragte den til landet. Middelalderens katolikker tyede gerne til forskellige krumspring for at omgå fastetidens forbud mod kødspiseri. Indførslen af disse næringsrige dyr er ét eksempel. De blev opdrættet og sat ud i de fri ved både klostre og herregårde.