Krigen ifølge kunstnerne

LONDON – På Londons Imperial War Museum bliver krig konkret og fysisk. I museets højloftede, centrale hal bliver vi mødt af dødbringende kanoner, radarer og finurlige objekter som en træhest brugt til at træne soldater i ridning under Første Verdenskrig.

I loftet hænger der kampfly, blandt andet et af de Spitfire-fly, der var med til at udkæmpe The Battle of Britain under Anden Verdenskrig.

Og på det nedsænkede gulv ligger en bunke sammenkrøllet rustent metal; resultatet af mødet mellem en bil og en selvmordsbomber i Bagdad i kølvandet på invasionen af Irak i 2003.

Alle objekter har spillet en konkret rolle i de krige, Storbritannien og dets allierede har deltaget i fra Første Verdenskrig til i dag, og det er håbet, at de kan være med til at give museets besøgende en bedre forståelse for den grusomme virkelighed, som krig er.

Nu kan de imidlertid også opleve en mere følelsesmæssig og personlig side af væbnet konflikt, som hovedparten af de yngre generationer i Vesteuropa lykkeligvis ikke har oplevet personligt. Museet har nemlig tilføjet et nyt kapitel til disse krigsfortællinger med åbningen af de nye Blavatnik Art, Film and Photography Galleries, som skal udforske »spændingerne mellem kreativitet og destruktion«.

Gallerierne er modsat kronologien i det øvrige museum arrangeret tematisk med værker fra konflikterne i det 20. og 21. århundrede. Her er både ældre værker af officielle krigskunstnere udsendt af staten, mange fra museets eget arkiv; her er værker af uafhængige kunstnere, som museet har erhvervet sig; og her er værker, som museet har bestilt.

»De nye gallerier tilbyder vores besøgende noget, som er meget anderledes end resten af museet, men som samtidig supplerer de gallerier, der fortæller historierne om krigene i det 20. århundrede: Første Verdenskrig, Anden Verdenskrig, Holocaust,« fortæller seniorkurator Iris Veysey Weekendavisen.

I GALLERIET »Mind and Body« fortælles historien om, hvordan krig påvirker og forandrer krop og sjæl. Her hænger blandt andet amerikanske John Singer Sargents mesterværk Gassed fra slagmarken i Frankrig i 1918. Sargent havde fået til opgave at producere et værk over temaet »angloamerikansk samarbejde«. Resultatet var et to en halv gange seks meter stort oliemaleri af sårede soldater med forbindinger om øjnene efter et sennepsgasangreb.

Andetsteds i lokalet ses den britiske kunstner og akademiker David Cotterrells fotografier Gateway II fra 2007 af hårdt sårede soldater pakket ind i tæpper og spændt fast på bårer inde i enorme militære transportfly, som skulle flyve dem hjem fra Helmand-provinsen i Afghanistan.

I galleriet med temaet »The Power of the Image« udforskes blandt andet, hvordan visuel kunst kan bruges til propaganda og protest.

Et eksempel på det sidste er kunstnerne Peter Kennard og Cat Phillipps' fotocollage Photo Op fra 2007, hvor de har placeret daværende premierminister Tony Blair, storsmilende og i færd med at tage en selfie, foran en kæmpe eksplosion. Værket var en kritik af Blair-regeringens beslutning om at deltage i invasionen af Irak i 2003.

I denne sektion ses også værker, som siden endte med at blive brugt som bevismateriale i krigsforbryderretssagerne mod højtstående nazister efter Anden Verdenskrig. Blandt andet en videooptagelse fra befrielsen af Bergen-Belsen-koncentrationslejren 30. april 1945, hvor skelettynde mennesker enten ligger døde i bunker eller sidder ned, udmattede og med tomme udtryk i øjnene.

I galleriet »Perspectives and Frontiers« ser vi eksempler på, hvordan kunstnere, fotografer og filmfolk er med til at definere, hvordan dem derhjemme ser og forstår konfliktzoner.

Filmen Electrical Gaza af den britisk-palæstinensiske kunstner Rosalind Nashashibi fra 2014 – et værk bestilt af museet – giver i 18 minutter seeren en kvælende fornemmelse af den indelukkethed og konstante larm, som hun følte, da hun opholdt sig i den tætbefolkede Gazastribe, hvor befolkningen hverken kan komme ud via grænsen til Israel i Nord eller grænsen til Egypten i Syd. Seerne efterlades med en følelse af, at det kun er ved at kigge ud mod horisonten over Middelhavet eller ved at flygte ind i en fantasiverden – illustreret ved hjælp af animation – at indbyggerne kan få en smule fred og plads til mental udfoldelse.

»Jeg håber, at Electrical Gaza – og vores andre værker – giver folk en chance for at tænke over, hvad der sker i verden i dag, og over samtidens konflikter i bred forstand,« siger Iris Veysey, som også er museets kunstekspert.

»Kunst er god til at fremkalde refleksion; kunstværker kan være smukke, de kan stille svære spørgsmål, de kan være provokerende, og de kan være politiske. De kan hjælpe os med at forstå den mere følelsesmæssige og psykologiske krigsoplevelse.«

Hun peger på et maleri af kunstneren Edward Burras kaldet Blue Baby: Blitz Over Britain fra 1941.

På billedet ses et oppustet blåt monster – en mellemting mellem menneske og dyr – med røde pupiller og et skarpt næb, der fra luften jagter en gruppe skræmte mennesker på jorden.

»Det blå monster repræsenterer Blitzen. Det er selvfølgelig ikke et bogstaveligt billede af et luftangreb, men hans psykologiske oplevelse af, hvordan det var at leve under bombardementerne på dette tidspunkt,« forklarer Iris Veysey.

»Så kunst giver os en anden måde at se og tænke over konflikt på. Og det hjælper os med at forstå, hvordan det kan opleves at være midt i en konflikt.«

DEN OPLEVELSE slutter dog ikke altid, når krigen slutter, og dét er også en af de historier, som de nye gallerier forsøger at fortælle. Situationen i Gaza er ét eksempel – de lukkede grænser er blandt andet en konsekvens af tidligere krige mellem Israel og palæstinenserne.

Et andet eksempel på, at krig kaster lange skygger, er Diana Matars værker; en serie sort-hvide fotografier – hvoraf museet har købt fire – af bygninger taget sent om aftenen, hvor gaderne omkring dem er mennesketomme. Billederne er fra Benghazi i Libyen, hvor Matars britisk-libyske mand og hans familie oprindelig kommer fra.

»Jeg er interesseret i at udforske, hvad det tilbageværende landskab kan fortælle os om det, der tidligere er sket på et sted,« fortæller hun Weekendavisen.

Den historie, som hun søger efter i disse umiddelbart anonyme grå betonklodser med fladt tag, handler om de kidnapninger, fængslinger og drab, som fandt sted under Muammar Gaddafis diktatur.

Hendes svigerfar, Jaballa Matar, var nemlig blandt de systemkritikere, som – efter at han ellers var gået i eksil i Egypten – blev kidnappet af Gaddafi-regimet og fængslet i en af disse bygninger.

»Min svigerfar blev kidnappet i al hemmelighed 1990 og forsvandt sporløst. Der har altid været et tomrum i vores familie som følge af hans fravær. Efter Gaddafi blev dræbt, vendte vi tilbage til Libyen, og jeg begyndte på denne serie billeder, hvori jeg forsøger at finde ud af, hvad der skete med ham, og hvordan forsvindingerne har påvirket dels familien på det personlige plan, dels samfundet som helhed,« fortæller Matar.

Hendes familie fandt siden ud af, at hendes svigerfar sandsynligvis var en af 270 mænd, som blev dræbt af regimet i Abu Salim-fængslet i 1996, omend de aldrig er blevet fundet.

»Fangevogtere i fængslet har fortalt efterforskere, at mændenes lig siden blev pulveriseret i betonmiksere og smidt i havet,« tilføjer hun og peger på det sidste billede i serien: et lille kvadratisk billede af et udsnit af havet.

DET ER I det hele taget stærke sager, som møder de besøgende i de nye gallerier, og indtrykket bliver kun forstærket af bevidstheden om, at der lige nu udkæmpes brutale krige i Ukraine og Gaza i Europas nærområde.

Diana Matar erkender, at hun var en smule nervøs over at skulle have sine billeder hængende på Imperial War Museum.

»For jeg vidste ikke rigtig, om de ville blive del af en glorificering af krig, men da jeg først så udstillingerne i de forskellige gallerier, gik det op for mig, at det handler om at vise, hvordan krig påvirker dem, der udkæmper den, såvel som andre involverede: lægerne, de frivillige, arkitekturen, samfundet. Jeg er meget rørt over, hvordan de forskellige værker påvirker hinanden og tvinger os til at reflektere over det, der foregår lige nu,« siger Matar.

Men hun erkender, at det også gør hende trist at blive mindet om, hvordan historien gentager sig selv, på trods af at vi udmærket kender konsekvenserne af krig.

»Det, vi ser her, er en guldgrube af viden om krigens effekt, men ikke desto mindre bliver vi ved med at gøre det igen og igen.«