Masseproduktion. Danskernes musikalske fællesoplevelser er blevet fattigere og dyrere på grund af koncertbureauet Live Nation.
Koncertpølsefabrikanten
For nylig genså jeg den ikoniske koncertvideo af Robyn på Orange Scene i 2019. »Somebody said/ you got a new friend,« sang hun og så skarp ud, og snart satte omkvædet ind, og så blev popikonet bogstaveligt talt blæst omkuld og i knæ af titusindvis af fans, der brølede teksten tilbage fra mørket, mens bandet ubemærket lagde instrumenterne. Det lignede umiskendeligt det øjeblik, hvor en kunstner kortvarigt forstår, at hun har sat noget fri med sin kunst, som er langt større end hende selv: ét stort disko-melankolsk fælleslegeme.
Lige netop den video var sådan en, vi var mange, der sad og græd lykkeligt og ulykkeligt til under nedlukningen i 2020. For den repræsenterede det, vi ikke kunne komme i nærheden af i vores bobler: energien ved at fællesskråle frygtløst og følelsesfuldt med vores lungers fulde kraft i en tid, hvor den enes vejrtrækning var den andens trussel.



