Interview. »Nogle mennesker opdager end ikke, at de er i færd med at dø. Er det ikke uhyggeligt?« Kim Fupz Aakeson om dræbende kedsomhed, fraværende fædre og rejsen til Pakistan pr. rutebil.
Kommando villavej
Et par gange om året flytter jeg ud af København i mit indre. Jeg forklarer min kæreste, at vores liv ville være bedre – altså: enklere – hvis vi boede i et villakvarter med stisystemer, brede vidder og skov. Vores børn ville være friere, mere opfindsomme og mindre afhængige af iPad og os, insisterer jeg. Men min kæreste bliver syg ved tanken. Han ville dø i et villakvarter, jamrer han og åbner vinduerne, så vi igen kan høre linje 6A mod Nørreport brøle forbi vores hoveddør. Jeg himler med øjnene af hans dramatiske, ja, barnagtige optræden, og det er, mener Kim Fupz Aakeson, en fuldstændig forfejlet reaktion fra min side.
Også Fupz Aakeson lider af det, man kalder »villavejsangst«, og det er en tilstand, man bør tage yderst alvorligt. Det er ikke alle, der kan trække vejret i stisystemer og bilfrie zoner, fortæller han.
Del: