Nogen varm tilhænger af kollektive badefaciliteter er jeg ikke. Jeg tænker ikke så meget på de steder, man opsøger, mens man har små børn, og hvor man foruden støj plages af fornemmelsen af hvert øjeblik at risikere at møde en svømmende pomfrit i klorvandet.

Det er mere de hoteller, der foruden overnatning og et måltid mad tilbyder en vandbaseret wellnessoplevelse. Dem med den påtvungne intimitet og den rastløse omkringvandring mellem forskellige tilbud, hvor man skal kunne skelne sin hvide badekåbe og sit hvide håndklæde fra de andres. Dem med det kollektive boblebad i et gigantisk kar udenfor; jeg skal spare Dem for mine tvangstanker om, hvorfra varmen og boblerne mon hidrører.