Når man har benene, skal man bruge hovedet. Det kendetegner de bedste cykelryttere i verden, at de ved, hvornår de har mulighed for at vinde store løb, og hvornår det er omsonst at bruge unødige kræfter på noget, de ikke kan ramme. De er uafbrudt ambitiøse, men ejer samtidig evnen til at tænke langsigtet i forhold til deres karriere. Det er meget få topatleter, der kan producere resultater i mere end 10-12 sæsoner, så det kræver valg og fravalg at ramme plet i den gode periode hvert år. Hvis man medregner styrt og skader, bliver det endnu sværere.
Jeg mindes ikke at have oplevet en periode, hvor så mange gode, alsidige ryttere har været spredt ud over så mange af de bedste hold. Og for hvert stort etapeløb, der bliver kørt, er det, som om der kommer nye til, vi skal holde øje med fremover. Som den blot 19-årige Juan Ayuso, der formentlig ender på podiet i dette års Vuelta a España. Det er uhørt, og jeg kan lide det. Vi har levet længe nok i specialisternes tidsalder, men takket være nogle helt funklende og tidligt udviklede talenter er vi nu heldigvis begunstiget af at se store stjerner folde sig meget mere generøst ud hen over løbskalenderen. Det er en udvikling, vi skal være taknemmelige for.
Det er ubestrideligt, at danske Mads Pedersen har haft en storartet sæson. Selvom han ikke vandt en af de flygtige forårsklassikere, har han haft et tårnhøjt niveau stort set hele året, og han har taget et væsentligt skridt fremad i sin måde at forvalte karrieren på. Han er en gudsbenådet cykelrytter, en uhyggelig giftig afslutter, og han har vokset sig naturligt tilpas i rollen som leder for sit hold. Evnen til at komme stærkt tilbage efter en periode, hvor han ikke har leveret det, han ville, tror jeg altid, han har haft. De, der kender ham godt, siger, at han aldrig har manglet troen på sig selv, og at modgang ikke har fået ham ned med nakken. Det så vi også ved selvsyn under Tour de France i sommer, da han efter skuffelsen over ikke at vinde på dansk grund jagtede ufortrødent videre og tog sin etapesejr sidenhen.
Fra de tidlige sejre i Sydfrankrig i februar hen over hele sæsonen indtil nu har det været tydeligt, at Mads Pedersen vil vinde cykelløb, og selvom hans kontrakt for de næste sæsoner for længst er på plads, er hans aktuelle ambitionsniveau helt intakt. Men der er et hastigt voksende men, og det handler om hans afbud til Verdensmesterskaberne i Australien om to uger. Da han meldte det ud i starten af Vueltaen, tænkte jeg, at det gav god mening. Han har haft en lang sæson, var formentlig ved at være træt, og han skyldte hverken holdet eller sig selv at levere mere. Men det gjorde han, og efter et par irriterende andenpladser er han kun blevet bedre og bedre i løbet af Vueltaen.
De to etaper, han nu har vundet, har været så fabelagtigt kørt hjem, at de har vist et nyt niveau fra en rytter, der i forvejen er i den absolutte verdensklasse. Han er simpelthen flyvende lige nu, og hans måde at vinde på har overstrålet konkurrenternes med længder de to dage, han vandt. At det ikke giver lyst til at omgøre beslutningen om VM, er på alle måder hans egen sag, men det er en kæmpe skam. De mesterskaber kunne ikke ligge bedre til den rytter, Mads Pedersen er lige nu. I de her dage, i de her uger.
Jeg har ikke ret mange eksempler på, at atleter bliver bedre af at gøre ting mod deres egen vilje. Mads Pedersen har taget sin beslutning, og selvom landstræner Anders Lund formentlig er voldsomt ærgerlig over ikke at have et meget sandsynligt vinderbud med i Australien, er det sådan, landet ligger. Men det er en stor fejl, for Mads Pedersen ville kunne vinde de mesterskaber. Når rytterne kører ud på den sidste omgang af rundstrækningen i Wollongong i New South Wales, har jeg svært ved at forestille mig et scenarie, han ikke ville kunne trække sig sejrrigt ud af. Han ville have været storfavorit, og det danske hold ville have ofret sig totalt for hans muligheder.
Jeg kan godt forstå, at Mads Pedersen går benhårdt efter at tage hævn over de forårsklassikere, der har undsluppet hans ellers faste greb om de store løb. Når han er bedst, er nogle af de monumenter på alle måder inden for hans helt konkrete rækkevidde. Jeg er sikker på, at det irriterer ham hvert år, det ikke lykkes. For de sejre mangler stadigvæk i hans karriere. Men selvom han allerede har vundet VM, er det stadigvæk noget af det allerstørste, man kan vinde. Også for ham, også anden gang, hvis det en dag sker igen. Det kunne have været i år, men sådan bliver det ikke.
Det stikker lidt i maven af ærgrelse, at han ikke bliver en vindende samlingsfigur for det danske landshold, som han har været for sit firmahold de sidste par uger. Han skylder ikke nogen noget efter den sæson, han har haft, men det niveau, han har lige nu, vinder man de allerstørste løb i verden med.
