Husets Teater. Myten om Fædra nivelleret og prompte gjort glødende af genial instruktør.
Ind til benet
På scenen en verden af slør, der føder myten om dronning Fædra, som elskede sin stedsøn og forsmået sørgede for, han blev tilintetgjort. Vi bereder os på at være i det gamle Grækenland, for de optrædende er i antikke kjortler. Den begærforgræmmede Fædra, den uskyldsrene Hippolytos, hans vagtsomme kæreste Aricia og hans brutale far Theseus. Fordi Aricia er med i dramaet, kan det ikke være den antikke tragedie Hippolytos af Euripides, der åbenbarer sig.
I den gamle gudeverden er det kærlighedsgudinden Afrodite og jagtens gudinde Artemis, der strides om den kyske Hippolytos. At være afvisende over for kvinder er en hån mod Afrodite, men en trumf hos Artemis. Havguden Poseidon, der kun påkaldes, men ikke viser sig, sørger for udslettelsen af Hippolytos. Theseus kan suverænt bede oceanernes fyrste om en tjeneste. Det sker, da det lykkes den forsmåede Fædra at bilde sin mand ind, at stedsønnen Hippolytos har voldtaget hende. Den unge jæger er søn af amazonen Antiope, som var Theseus’ første hustru.
Del: