I fuld sving og frit fald

Denne artikel udkommer også i Weekendavisens nyhedsbrev om cykling, Hjertets Bjerge. Læs mere og tilmeld Dem her.

Da en skade gjorde, at australske Mathew Hayman for knap ti år siden måtte tilbringe de fleste dage af marts måned på en fastspændt cykel inde i sin garage i belgiske Veldwezelt nær den hollandske grænse, var det ikke drømmen om at vinde Paris-Roubaix, der holdt den dengang 37-årige veteran i gang.

Han ville ikke undvære den del af sæsonen, der altid havde betydet mest for ham. Også selvom Hayman i sin karrieres efterår mere var et samlingspunkt end en spydspids i Forårsklassikerne. Men nu så også den del af filmen ud til at være knækket sammen med en af knoglerne i hans venstre underarm efter et styrt i slutningen af februar, bedst som brostenssæsonen var blevet sat i gang. Og armen, den lå nu og hvilede på toppen af en lille trappestige, mens resten af Hayman kørte uden at komme nogen steder på sin fastmonterede cykel time efter time, dag efter dag.

Men blot 42 dage efter sit styrt i Omloop Het Nieuwsblad og en tur på hospitalet vandt Mathew Hayman den 114. udgave af Paris-Roubaix.

Den sejr ville have været sensationel uanset hvad, for han var knap nok at regne som outsider på det sene tidspunkt i karrieren. Men at han vandt efter så kritisk en skade og så tvivlsom en forberedelse i så svær en finale, hvor han slog specialisten Tom Boonen, den firedobbelte vinder, efter selv at have været i udbrud det meste af dagen, var, ja, et mirakel.

I nyere tid er det et med få fortilfælde, og det hører også med til historier om skader, at de er lige så individuelle, som de er komplekse i deres sammenligningsgrundlag.

Da Tadej Pogacar brækkede to håndrodsknogler i april 2023, var det givetvis en af grundene til, at han ikke kunne ramme sit øverste niveau til Tour de France samme år. Da Jonas Vingegaard året efter styrtede i Baskerlandet Rundt, var det mirakuløse, at han overhovedet kunne stille til start i verdens største løb og blive næstbedst efter sloveneren.

Hvis noget samlet kan destilleres fra de historier, er det én ting: Professionelle rytteres vilje til at komme tilbage efter selv vanskelige tilbageslag må regnes som en forlængelse af deres talent. Selvfølgeligheden i ikke bare at rejse sig, men at gøre det indædt retningsbestemt, er lige dele uhyggelig og inspirerende. Sandheden i klicheen om, at sportsfolk er lavet af noget særligt, ser man nogle gange først, når de går i stykker.

Mads Pedersen behøver helt sikkert hverken rosenrødt drømmeri eller konkrete eksempler på, at andre før ham med ryggen mod muren eller dele af kroppen i gips har skullet genskabe troen på det måske umulige. Hans evner til at komme tilbage efter skader er for længst veldokumenterede. Men efter sit styrt på første etape af Volta Comunitat Valenciana er han nu sat kritisk tilbage med et brækket kraveben og et brud på håndleddet, og de i forvejen altafgørende dage frem mod danskerens karrieremål i Forårsklassikerne forsvinder pludselig med en helt anden fart.

Tiden er nu imod Pedersen. Mens jeg skriver det her, sidder også han med gipsarmen hvilende på en hjemmebygget konstruktion og træder sine første pedalomdrejninger efter en operation. På en stationær cykel med udsigt ud over Middelhavet, men formentlig med tankerne langt længere nordpå, hvor noget måske eller måske ikke skal åbenbare sig for ham om to måneder.

Hans skæbne i forhold til en Monument-sejr i Flandern Rundt eller Paris-Roubaix har hele tiden haft sine odds balancerende på en knivsæg, når han skal op mod Mathieu van der Poel og Tadej Pogacar. Han har altid skullet finde en ny, yderste grænse for sit verdensklasseniveau for at ånde de to største nulevende klassikerryttere i nakken. Det viste han sidste år, at han kunne, og derfor er sukket over hans skade lige nu så dybt.

Da den gule ambulancehelikopter forlod Cortina d'Ampezzos blå horisont i går formiddags med den amerikanske skistjerne Lindsey Vonns knuste drømme og brækkede ben, var det et af de olympiske øjeblikke, der talte til både det menneskelige og helt umenneskelige i det, vi oplever, når vi ser sport på det niveau, der skaber legender. Vi ser livsmål styrte og forstår smerten, når de splintres. Men kun ganske få kan sætte sig ind i, hvordan hun blot ugen efter at være blevet fløjet væk fra et andet bjerg med et iturevet korsbånd overhovedet kunne forestille sig at skulle kæmpe om OL-guld. Men når mennesker som Vonn har sat jagten ind på et mål, er vi andres opfattelse af, hvad der er rationelt, ikke meget værd.

Jonas Vingegaard, der om nogen må regnes for at være et af de bedste eksempler på en atlet, der er meget eksplicit om sine valg og fravalg, har indtil videre kun to store sportslige mål, der definerer hans 2026: Giro d'Italia og Tour de France. Set i det lys ligner hans afbud til UAE Tour, der begynder næste uge, muligvis en bagatel og ender måske også med at være det. Et mindre styrt og et sygdomsforløb lød forklaringen bag, og de fleste regner med, at han ikke ændrer sin oprindelige plan og derfor først kører løb igen til Catalonien Rundt i marts.

Han får på den måde kun syv løbsdage før den italienske Grand Tour, men den bekymring forestiller jeg mig, at hans hollandske hold har bedre styr på end så mange andre. Ledelsen på Visma-Lease a Bike kommer under alle omstændigheder til at kunne skele til den diametralt modsatte tilgang, da Vingegaards eneste formodede konkurrent til Giro-sejren, Joao Almeida, der i går sluttede som toer sammenlagt til løbet i Valencia, både skal køre Volta a Algarve og Paris-Nice, inden han også tager Catalonien Rundt som sidste optræden, inden turen går til Bulgarien, hvor Giro d'Italia begynder.

Vingegaards valg bekræfter den tilgang, han længe har haft. Han stiller til start i de løb, hvor han føler sig i topform og i stand til at vinde. Resten af tiden er bedre brugt på at forberede sig.

For den belgiske stjerne Remco Evenepoel handler det tydeligvis om andet og mere. Han har flået hængslerne af porten til sæsonen og vundet samtlige fire løb, han har stillet til start i. Seks sejre har han allerede i 2026, og til trods for at det endnu er mindre løb set i lyset af hans kaliber, er det et brag af en åbning for ham i trøjen for det nye hold, Redbull-Bora-Hansgrohe. Selvom han stadigvæk er under både Pogacar og Vingegaard i Tour de France-hierarkiet, får han vist, både internt, udadtil og ikke mindst i forhold til den gigantiske investering, han har været, at hans niveau i år i hvert fald er lagt an på meget mere end sidste sæsons uheld og skuffelser.

Der er endnu næsten en måned til, at Tadej Pogacar debuterer i Strade Bianche, så inden han folder sig ud, er scenen de andres. Evenepoel fylder den godt ud, Vingegaard venter, og Mads Pedersen må føle sig som et vildt dyr spærret inde. Det er endnu uvist, hvornår Mathieu van der Poel begynder sin landevejssæson, men efter sin ottende VM-titel i cykelcross og de 12 andre sejre på det rå underlag er han nok, hvor han skal være i april, uanset hvornår han træder til.

Lige nu er sæsonen enten ganske ung, som den må føles for mange, eller alarmerende i gang, som det ser ud fra Mads Pedersens terrasse.