I dansens vold

H.C. Andersens eventyr De røde sko er et underligt og makabert og gudfrygtigt eventyr, som handler om et lille, yndigt barn, der begår den forbrydelse at drømme om at være fornem og danse i røde sko. Skoene og verden hævner sig, hendes gudsforagt er skoenes benzin. Først er de hendes glæde, så bliver de hendes forbandelse. Hun kan ikke slippe ud af dem. Hun er i dansens vold og må gå til en skarpretter for simpelthen at få hugget fødderne af for at slippe af med skoene, men stadig slipper hun ikke for dansen i sin krop, nu tripper de forbandede, skønne sko rundt med hendes små blodige, afhuggede fødder i sig og vil ikke lade hende komme i kirke; hver gang hun lyder kirkeklokkernes kald og forsøger at komme til gudstjenester med de andre fromme børn, tripper fødderne i skoene om hende og minder hende om hendes synd: at hun ville konfirmeres i røde sko, at hun, mens hun knælede for præsten, ikke tænkte på Gud, men på smukke sko, at forfængeligheden og trangen til at danse trumfede alt andet. Hun er en lille synder, indtil Gud forbarmer sig, for hun forstår og erkender og angrer til sidst, i tide, sin synd, og en engel melder sig i hendes lille, smalle kammer. Nu er kirken åben for den lille pige, og eventyrets sidste sætning lyder: »Og dér (i kirken, red.) var der ingen, som spurgte om de røde sko.«

Tåspidssko må man begynde at bruge fra tiårsalderen. Det er vigtigt, at fødderne er stærke nok.