Har Hollywood langt om længe fået sin menneskelige puls tilbage? Efter superheltefilmenes tiltagende maskinelle og originalitetsdrænende hærgen gennem det seneste årtis biografudbud gik Marvel endelig sukkerkold i 2023. Produktet var ganske enkelt blevet så elendigt, at publikum blev hjemme.

Nu er det således blevet maj og sommerblockbustersæson, og for første gang i umindelige tider er der ikke en superhelt i sigte. I stedet har Hollywood været tvunget til at tænke blot et par centimeter ud af boksen, hvilket i 2024 vil sige: The Fall Guy. En filmisk genoplivning af en tv-serie fra 80erne om en stuntmand og hans kvaler.