Rockskrøner. I anledning af en film om det legendariske orkester The Band fortæller Klaus Lynggaard om bandets turbulente karriere – og om genren Americana, som gruppen skabte.
Hyldest til et broderskab
Længe før termen Americana anvendtes om en musikgenre, betegnede den alskens bric-a-brac, der opfattedes kvintessentielt amerikansk. Det vil sige lige fra Stars and Stripes til askebægre med Frihedsgudinden som motiv, fra gamle Coca-Cola-reklamer til hvide stakitter, fra apple pie til baseball og så videre. I nogles øjne henviser det især til livet i landets mindre byer i årene fra 1880 til USAs indtrædelse i Første Verdenskrig, men der findes ikke en entydig definition af begrebet, og derfor er det i udstrakt grad op til den enkelte at bestemme, hvad Americana helt præcist betyder. Således er Edward Hoppers malerier for mig at se noget af det mest amerikanske, der tænkes kan.
Musikalsk set hersker der heller ikke nogen præcis definition af genren af samme navn, men der hersker enighed om, at den er en syntese af amerikanske urgenrer som folk, country, bluegrass, blues, rock’n’roll, hymner og gospel. Det sagt, er ikke alle disse genrer repræsenteret i hver en tone, der karakteriseres som Americana, og i nyere tid har en vis indflydelse fra indierock sneget sig ind. Genren bryster sig af at overholde de traditionelle dyder, hvad angår sangskrivning, arrangementer og instrumentering, og det resulterer indimellem i en næsten dræbende forudsigelighed, for det kræver tæft og personlighed at give udtrykket et løft, hvad navne som Lucinda Williams, Jason Isbell, Gillian Welch, Steve Earle og den sene Johnny Cash dog alle har formået.
Del:
