Hvis din mor var dronning ...

Når man er konge, er man at betragte som et stykke levende danmarkshistorie, og derfor giver det mening at lave en kulturhistorisk udstilling om vores meget nye en af slagsen. Eller hvad? 

Det er i hvert fald det, der er sket under titlen Frederik 10. – konge af i morgen, som Amalienborgmuseet i Christian VIIIs Palæ slog dørene op til i marts i år. I dag summer her med turister. »Særligt italienere,« bemærker en kustode, der også fortæller, at udstillingsafdelingen så sandelig fik travlt, da Margrethe 2. abdicerede i sin nytårstale. 

Til daglig fungerer den såkaldte beletage som prinsesse Benediktes repræsentationslokaler, og her skulle efter sigende være vældig smukt. Særligt trongemakket med væggene malet af Nikolai Abildgaard i 1794 med motiver af blandt andre de to græske guder Rea og Poseidon er storslået, kan man se på Google. Men altså ikke i dag, hvor man har mørklagt og stillet en masse store lyskasser oven på hinanden, som skal vise os billeder og film fra vores nye konges liv.

MAN BEGYNDER I et rum med temaet Barndom. Her er den kongelige dåbskjole, og der den kongelige gokart. Et stort billede af Frederik og lillebror Joachim på en karrusel. Det er også her, man opfordres til at snuppe et mindre hæfte med påskriften »Din blå bog« og en dertilhørende blyant. 

Ideen er, at man sideløbende med, at man går igennem kongens livsfaser, kan skrible lidt ned om sine egne. I det næste rum med temaet Mor kigger jeg ned i min blå bog: »Hvilket job ville du have, hvis du valgte det samme arbejde som en af dine forældre?« står der. Vi skal altså spejle os i kongens liv. Eller også er det bare et af disse lidt ængstelige tiltag, der er så særlige for kulturhistoriske museer, når de ønsker at aflede opmærksomheden fra det faktum, at man bare har udstillet nogle ting. Dér står i hvert fald en ladcykel. En T-shirt fra Copenhagen Marathon i 1994, som min egen far også har. Og der, i montren, en mundharmonika fra dengang kongen jammede med Led Zeppelin Jam Band. 

Der er tale om en slags wunderkammer af meget almindelige genstande, et paradoks, der lidt ad omveje faktisk indkapsler denne kongefamilies lidt svære selvfortælling. Mest eksotisk bliver det under temaet Livslang læring, hvor man har udstillet en massiv egetræsbjælke, der hedder Maren. For at bestå sin eksamen måtte Pingo, som han hed da han var i Frømandskorpset, tilsyneladende grave sig ned under den. »Hvad er den skøreste ting, du gjorde i din skoletid?« spørger bogen mig.

I det sidste rum kan man så opleve det berømte Shamballa-armbånd, kongen bar ved sin indsættelse. Og vender man sig om, kan man på et stort hvælvet lærred se netop den. Scenerne på balkonen på Christiansborg i loop.

Først Frederik med alle sine ordner og de hvide handsker. Menneskemasserne går amok. Så kommer Mette Frederiksen ud. Jeg har jo set det før. Men i disse omgivelser, udstillet på museum, fungerer det overraskende godt. Statsministeren proklamerer tronskiftet tre gange, sirligt koreograferet. Kongens tale. Familien, gråden, ensomheden. Måske indfanger den performancebaserede videokunst faktisk en konges liv bedst? 

Da videoprojektionen efterfølgende bare starter forfra, og jeg går mod udgangen, kan jeg i hvert fald konstatere, at det var her, jeg faktisk kunne mærke ham, og at den film lige så godt kunne have været blevet vist på Copenhagen Contemporary.