Sol sunget sort

Enhver garvet deltager i Maratonsang ville affeje mit ankomsttidspunkt – klokken 11 fredag formiddag – som dybt useriøst. Siden 2010 har man hvert år den 21. juni afholdt dette arrangement i Vartov-gården i København, der i al sin enkelhed går ud på, at man synger fra den blå højskolesangbog fra solop- til solnedgang. 

Det er Vartovkollegiets beboere i samarbejde med Grundtvigsk Forum, der faciliterer og sælger kaffe og kage, men over årene er der blevet dannet en omfangsrig hård kerne af fællessangsentusiaster, en alliance mellem opvakte pensionister med farvede briller og studerende, der savner deres højskoletid. Og således er publikum – eller måske mere passende her: folket – blevet arrangementets til tider ret intimiderende autoritet. 

De kommer hertil fra alle landets egne og sidder klar med sangbøgerne, når første morgensangstone bliver slået an klokken syv.

Af samme årsag kan jeg kigge langt efter en siddeplads, da jeg endelig når frem. Ida Auken står på scenen. Hun er såkaldt sangvært fra 11 til 12, hvor der synges fra det tema i sangbogen, der hedder »Frihed og Fællesskab«. 

Tidligere på formiddagen har blandt andre Bente Klarlund og Adam Price indtaget denne rolle, hvor man har til opgave først selv at vælge fem sange og derefter tage imod sangønsker fra publikum, og det er i sidstnævnte afdeling, det virkelig bliver levende. 

Godt og vel ti sekunder før en sang er sunget til ende, ryger labberne i vejret, og sporadisk råben opstår: »208!« – »213!« – »220!« – »Hører jeg nummer 220?« spørger Auken prøvende. »JAAAH!« Delegationen ude til venstre, der har lobbyet for Carl Emil Petersens afdæmpede protestsang »Frit land«, brøler af jubel.

Auken har over længere tid lukket ørerne for et stærkt ønske om at synge nummer 208, den, der hedder »Så dyrker de korn på et alter i Chile«. Men råbene tager virkelig til nu. »Jeg har det svært med den,« indrømmer Auken. 

Vi får ikke at vide, om det er Pia Raugs vanskeligt sangbare melodi eller Inger Christensens tekst om en euforisk international socialistisk revolution, der gør hende utryg. 

»Var der nogen, der sagde 207?« spørger hun i stedet. »Nej!« svarer publikum enstemmigt. »Var der?« forsøger Auken igen. »NEJ!« gentager folkemassen, der ikke har tid til at synge »Imagine« af John Lennon. Men Auken har besluttet sig: Det bliver nummer 207. »Så kom ikke og sig, vi ikke lytter til befolkningen,« griner hun nervøst med en indforstået SVM-regeringsvits, der bliver venligt overhørt.

Efter frokost går vi i gang med vintersangene. Så forår, så sommer. Der er lang kø ude på gaden nu. Så efterår. Og nu sker det: Klokken 16 gør Hendes Majestæt Dronning Mary sin entré i gården. Hun skal stå for temaet »Danmark«. 

Vi begynder med nationalsangen, og alle klapper, da hun med sit tillærte danske formår at udtale navnet Adam Oehlenschläger. Men ved fjerde sangvalg bliver det kontroversielt. 

Hun bryder ganske enkelt temaet og vælger Alberte Windings »Lyse nætter«. Det er en sommersang. En hvisken går gennem publikum. 

Den har vi sunget. Det kan man ikke. Et øjeblik ved jeg simpelthen ikke, hvad der skal ske. Men det bliver tålt. 

»Det er nu også en dejlig sang,« lyder det fra en kongetro fremmødt, og alt ender godt. Mary tager dog ikke selv sangønsker fra publikum. Det klarer en ung fyr, der bliver annonceret som »Lauritz fra kollegiet«. 

Så går Flemming Splidsboel i gang med at motivere sange fra Norden, og klokken lidt i 18 forlader jeg gården, hvilket selvfølgelig igen er dybt useriøst. Den hårde kerne bliver, hvor de er, og synger solen ned på vegne af os andre.