Hvad ved en Brøndby-fan om smerte?

Hvordan taber man et mesterskab?

Spørgsmålet har ligget mig på sinde siden forrige søndag, hvor Superligaen blev afsluttet med et brag af en sidste spillerunde. 

For alle os, der var så heldige at være uhildede på den strålende solskinssøndag, var dagen en triumf for dansk fodbold generelt og den nye slutspilsstruktur i særdeleshed. Spænding til det sidste, fyldte tribuner, mål galore og en undertippet mester i FC Midtjylland.

Dagen derpå var til gengæld underlig og bød på to ting: Dels et studie i virkelig provinsiel sportsjournalistik, dels en påmindelse om, hvad der er så anstrengende ved Brøndby-fans.

FØRST ET KØDBEN til de sorgfulde i blågult: Selvfølgelig skal man hade FCK. Det manglede bare. Frederiksberg-Gentofte-alliancen har alle dage været et utåleligt foretagende, drevet af en storskrydende finansforbryder og med tribuner befolket af whiskybælteknægte med forældrekøbslejligheder. FCK er et monument over alt, der er gået galt i København siden 1990erne, men klubben har én forsonende kvalitet: Den er anstændig nok til at være arrogant: Ja, vi er rige, vi er fra hovedstaden, vi ser ned på jer andre, og det er kun naturligt, at kronprinsen holder med os. FCK gør os andre den tjeneste at være uapologetisk opblæste og tage en permanent favoritværdighed på sig, hvilket gør dem til Danmarks Real Madrid.

Brøndby er i så fald Danmarks FC Barcelona: forsmået i modgang, selvretfærdig i medgang og altid klar med en delirisk smøre om pengemaskiner (look who’s talking, kan I huske Interbank?), fusionsklubber (det, man siger, er man selv) og kunstige nyskabelser (sagde ynglingen fra 1964). Og altid med denne underliggende illusion om moralsk habitus. Man er en anderledes klub end de andre, fordi noget med værdier og sammenhold og modgang og skræl mig en gråpære.

MANDAGENS MEDIEBILLEDE var eksemplarisk i så henseende. Københavneraviserne var forbløffende uinteresserede i den danske mester i fodbold, denne jyske succeshistorie med den sympatiske sportsdirektør og den enestående slutspurt. At score tre mål på seks minutter og dermed vinde et danmarksmesterskab på en halvleg foran sit forbløffede hjemmepublikum kaldes normalt et mirakel, og billedet af Kristoffer Olsson, der overrakte pokalen til sine holdkammerater, burde være selve sindbilledet på superligasæsonen 2023/24. En ung mand bliver pludselig ramt af livstruende sygdom midt i sin fodboldsæson, men ender med at vende tilbage til livet og fejre en uventet sejr med sine holdkammerater? Det er jo et eventyr.

I stedet skulle vi høre om sølvvinderne. Dem, der havde »tabt mesterskabet«, hvilket er en såre afslørende formulering. Man kan vinde et mesterskab, man kan tabe en finale, men tabe et mesterskab? Den sætning giver kun mening, hvis man mener, at bemeldte mesterskab er ens retmæssige ejendom.

»Den smerte, vi har nu, må vi måske leve med resten af vores dage,« sagde den bevægede cheftræner Jesper Sørensen efter slutfløjt, og der bliver vist trængsel i de blå-gule hjerter. Her i avisen skrev Mikkel Frey Damgaard i hvert fald, at »det altid [er] nederlagene, der har sat sig dybest i os, og med dem er tilknytningen blevet stærkere«.

Værre havde »Berlingskes største Brøndbyfan« Malthe Håkonssen det: »Det føles som en ubeskrivelig sorg. Som et brud med en kæreste. Som et tab.«

I den sindstilstand er det oplagt at lange ud: »Glæden landede hos FC Midtjylland og deres fanbase på cirka tre mennesker. FCMs direktør, Claus Steinlein, kunne stryge ned i Thiele og købe endnu et par briller til samlingen, mens publikum klappede i takt til Coldplay og kunne fejre sejren på Bone's.«

Kan man virkelig være så nedladende over for andres hjemby, når ens hjerteklub ligger i … nå, det lader vi ligge. For sådan må det være, når »smerten er endeløs, og ingen forstår den«. Virkelig? Ingen?

Undervejs følte den unge mand ellers en vis religiøs forsikring om, at »ingen guder i hele verden kunne dog være så masochistiske, at de ville lade Brøndby smide guldet igen«, men ak. Og så kom trumfkortet: »Værre er, at det kun er kun seks år siden, at jeg oplevede det samme.«

Kun seks år siden at I tabte guldet til FCM? Og jeres mesterskab for tre sæsoner siden har ikke dulmet smerten? Lille skat, dog.

SELV ER JEG passioneret fan af BK Frem, hvis seneste danske mesterskab blev hentet i 1944. Læg dertil min kærlighed til Tottenham Hotspur FC og det danske landshold, og vi kan konkludere, at jeg realistisk set næppe kommer til at opleve et mesterskab i resten af mit liv. Om mine børn, som jeg hjerteløst har smittet med kærligheden, nogensinde vil opleve det, er sikkert også tvivlsomt.

Men inden jeg kommer for godt i gang, kan jeg stikke hovedet ind på min kollegers kontor og spørge til deres hjerteklubber OB, Esbjerg, Leeds, Blackburn Rovers … Og inden de kommer for godt i gang, kan vi sammen tage en tur til Gillested Park og spørge de trofaste fans af B1909 (danske mestre 1959 og 1964), om de også føler med de blå-gule, som har vundet 11 mesterskaber og syv pokalfinaler siden 1985.

Smerte er en vigtig del af fodbold, og jeg har den dybeste forståelse for tribunesorg og traumatiske nederlag, man ikke kan glemme. 

Men spar mig den blå-gule elegi og jeres anglen efter sympati. Den kamp vinder I (heller) ikke.

Andre lytter til