Hvad hvis fjernsynet ikke kan samle os?

Fortællingen om, hvad vi så i fjernsynet i år, begynder godt og vel seks timer før midnat nytårsaften sidste år. Man havde – der, hvor jeg skulle fejre aftenen – stillet en bærbar computer frem på en reol, så alle kunne se nytårstalen, og der stod vi så: En gruppe ikke synderligt kongetro gamle venner og så den afsindige mængde af små børn, vi har genereret over en kort årrække. Personligt tænkte jeg mest på, om der nu var noget, der var ved at brænde på ude i køkkenet, men så tog min høje ven – han har sådan nogle drøje hænder – fat i min arm og hviskede: »Hun gør det fand’me.«

»Gør hvad?« nåede jeg at fremstamme, før det tog fart. Overalt: hænder op foran munden. Trippen med fødderne. Min på det tidspunkt fireårige datter, iført en spids nytårshat, en serpentin om halsen og noget læbestift, hun havde fået fingrene i og smurt ud over mund og kinder, vendte sig bange om og hev fat i mit bukseben: »Hvad er det, der sker, far?«