Inderst i Prado-museet i Madrid er der et værelse – det eneste i hele bygningen – som man ikke kan gå igennem. Der er kun én dør i dette værelse. Og inderst inde, over for den enlige dør, hænger et enestående maleri på den bageste væg. I mylderet af mesterværker er dette motiv det eneste, man ikke går forbi på vej til noget andet.

Sidevæggene er dækket af malerier, som den tidligere hofmaler Francisco de Goya malede som gammel i begyndelsen af 1820erne. Scenerierne er dramatiske, brutale: To mænd står op til knæene i mudder og hamrer løs på hinanden med køller; en stirrende kæmpe gnaver hovedet af en stivnet menneskekrop. Det inderste billede er til sammenligning næsten nøgent. Men det er måske det mest gribende af dem alle sammen.