Hundehoveder og solguder

En ung mand våger over sin far (Bo Madvig og Ask Eckardt Amtoft), der ligger med iltmaske i en hospitalsseng. Hans sygdom er »kendt blandt de døde«. Sengen er anonym, ud over at den har en gyngehest af træ spændt for som et visuelt ordspil: en sengehest. Som man kan klamre sig til. For sengen er også et fartøj, som skal fragtes gennem dødsriget.

I Harald Voetmanns digtroman Amduat. En iltmaskine fra 2018 skrives farens dødsnat på Holbæk Sygehus sammen med Amduat, en religiøs tekst fra oltidens Egypten om solguden Ras rejse gennem underverdenen: fra solnedgang til solopgang. Voetmanns tekst er vidunderlig som litteratur, og som teater er det også teksten, der lyser klarest. Det er sørgeligt, komisk og tilpas absurd, når den fragmenterede oplevelse af sygdommen kan synges som Jeg ved en lærkerede. Det er rislende godt, når billedstoffet fra de to verdener blander sig: »I vandkanten går sundhedspersonale og skærer siv til stæroperationer.« Slanger med ilt taler med hieroglyffernes slanger.