Hjemmedyrkede tomater

I det kæmpestore læs af tyvekoster og plyndringsgods, som de spanske erobrere hjembragte fra Mellemamerika i første del af 1500-tallet, var også flere planter. En af dem var en særlig vækst fra natskyggefamilien, som endda fik lov til at beholde det navn, som de bestjålne aztekiske dyrkere selv havde givet den: tomatl eller xitomatl.

Tomaten formodes at stamme fra tropisk Sydamerika, sandsynligvis Peru, hvor den fandtes i de lave dele af Andesbjergene. Den blev tidligt taget i kultur af den oprindelige befolkning og udbredt over stadig større dele af Syd- og Mellemamerika, herunder det nuværende Mexico, hvor spanierne fik fingre i den.

Planten kom til Danmark i begyndelsen af 1600-tallet, hvor den blev dyrket flere steder, men, ligesom i størstedelen af Europa, meget længe kun blev opfattet som en prydplante, hvis frugter var giftige og uspiselige. Det tildelte latinske navn lycopersicum – ulvefersken – understregede synet på den. Den udbredte mistro var – og er – bestemt ikke helt uforståelig: den ubehageligt lugtende, afsmittende, kirtelhårede plante, som man får grønsorte fingre af at berøre, virker ikke ligefrem indbydende; alle plantens grønne dele er også giftige, og de flot farvede, fristende frugter kunne jo være en dødbringende fælde. Naturen byder på mange lokkende frugter, der er giftige for mennesker.

Først i løbet af 1800-tallet mildnedes synet på de modne, helt ugiftige frugter, og stemningen vendte til begejstring over de mange sorters velsmag og rige anvendelsesmuligheder. Det latinske navn var en overgang Lycopersicum esculentum – spiselig ulvefersken. Siden blev ulven helt forvist fra denne plantes navn (men træffes andetsteds), og i nutiden er tomaten tilbage i natskyggeslægten sammen med blandt andet kartoflen under navnet Solanum esculentum.

GLOBALT FINDES MERE end 25.000 sorter af tomat og i Danmark adskillige hundrede sorter, hvoraf nogle fint kan dyrkes på friland og andre kun eller med fordel kan dyrkes i drivhus, herunder i et almindeligt havekoldhus.

Ihærdige tomatdyrkere har for længst sået frø af udvalgte sorter i potter og minidrivhuse i vindueskarmene med henblik på egenproduktion af planter. Det giver fare for overproduktion, der kan tvinge dyrkeren ud i omfattende gavmildhed. Den risiko er nok værd at løbe. Mere tilbagelænede dyrkere venter til ind i maj måned og køber de fornødne planter af udvalgte sorter til udplantning i drivhuset og i krukker, spande og potter på friland.

For langt de fleste er det oplagt at tilstræbe så varieret et udbud af tomater og så lang en høstsæson som muligt – gerne mindst fire måneder, der kan byde på hele spændvidden af tomatydelser; fra små lækre spiseklare kirsebærtomater, over lidt større blommetomater, mellemstore, spise- og madtomater af flere sorter til de store, tunge bøftomater. Mulighederne er utallige. Der er både tidlige og sene sorter, og som hovedregel skal man regne med, at der går otte uger fra blomstring, til en frugt kan høstes. Her på stedet er der som regel altid kirsebærtomater, der kan være af sorten Sungold, Favorita eller Goldita, blommetomater som Serafino eller Flavorino, varianter af San Marzano og bøftomater.

Tomater har to hovedvækstformer: determinant vækst, hvor skudvæksten standser efter udvikling af tre-frem klaser, og indeterminant vækst, hvor planten kan fortsætte med at gro i næsten det uendelige og sætte utallige blomsterklaser – og frugter – på hovedstammer og sideskud. Busktomater hører til i den første kategori og de fleste andre og mellemformerne i den anden. De førstnævnte passer i stor udstrækning sig selv, hvorimod de sidstnævnte kræver en vedvarende og jævnlig indsats. Planterne skal aves og tøjles, de skal nippes og knibes, bindes op og rettes ind. Til gengæld er det også dem, der giver det største udbytte.

Drivhusdyrkningen kan ske ved udplantning i jordbunden i glashuset eller i plantesække på selvvandekasser. Fordelen ved de sidstnævnte er, at man ikke behøver at vande så ofte, fordi kassen fungerer som vandtank.

Det er også lettere at forsvare sine planter mod snegleangreb, når de er oppe i højden på disse kasser, men nogen ideel løsning er det ikke.

Tomaten strides nu med sin slægtning fra natskyggefamilien, kartoflen, om rangen som verdens mest populære grøntsag. Her kan kværulantiske botanikere, som måtte insistere på, at tomaten er et bær og dermed en frugt, godt stikke piben ind. For i 1893 slog den amerikanske højesteret dommerhammeren i bordet og fastslog, at tomaten var en grøntsag og ikke en frugt. Det kan vi være ligeglade med – og uanset om den kaldes det ene eller det andet, er der ingen tvivl om, at tomaten er den mest udbredte afgrøde i de danske havedyrkeres drivhuse. Det er en nærmest paradisisk glæde at kunne høste (også) disse frugter (eller grøntsager) af egen avl.

Peter Friis Møller skriver fast i Weekendavisen om havelivets glæder og udfordringer. Læs flere haveklummer her.