Da jeg sidste år anmeldte tredje sæson af finansdramaet Industry, skrev jeg, at det centrale og meget rørende portræt af forlagsarvingen Yasmin var, som hvis et smukt mønster åbenbarede sig, når man rev tapetet af den skimmelsvamptærede ungdomsværelsesvæg. Og med det meget specifikke billede ønskede jeg at sætte ord på den meget specifikke forvandling, serien var i gang med. I de første sæsoner havde vi fulgt en gruppe unge praktikanters festlige vej ind i Londons finansdistrikts forfærdelige hjerte. Men i den tredje var de ikke praktikanter længere, og samtidig havde man fra HBOs side udset Industry til at overtage faklen som den nye storserie, efter at Succession var slut, og det betød, at serien skulle blive voksen på flere forskellige måder samtidig, og den form for ombygning af båden, mens man sejler, er altid svær. Derfor var det en overraskelse, at serien faktisk formåede at vise et større dramatisk vingefang og tilbyde et mere klassisk psykologisk portræt midt i et miljø, der ellers havde nægtet psyken plads. Men min fornemmelse var også, at det var resultatet af mere held end forstand.

Den mistanke bliver desværre bekræftet i den nye fjerde sæson, som pressen har haft adgang til at se samtlige otte afsnit af. Her er det tydeligt, at Industry har glemt, hvad der gjorde den speciel til at begynde med.