Helt alene med sit køn

Det er formiddag i København, og selvom solen skinner, er mine læber blålige, ligesom de altid var efter fem minutter, når jeg stod og rystede til lugten af klor og blev fritaget fra svømning i folkeskolen. Jeg har taget en grå uldblazer med matchende nederdel på og lange brune højhælede læderstøvler, jeg tramper med dem på pedalerne, mens jeg cykler ned ad Nørregade. Mine tænder klaprer, jeg passerer det hvide telt, hvor ingen længere gider blive testet for covid-19, alle har det alligevel, ingen er bange for det mere. Støvlerne tramper videre, og hver gang jeg kører over et bump, ryster Christianiacyklen, så nøglerne, som ligger på bunden af ladet, larmer højt og får folk på fortovet til at vende sig om og kigge efter mig. Jeg er ved at komme for sent, jeg drejer ned ad Studiestræde og strækker akavet hele min krop om på cyklen, så det føles, som om mit hoved vender den forkerte vej. Jeg sender en tanke til den 12-årige Regan fra William Friedkins Eksorcisten fra 1973, som sidder besat i sin seng, præcis med hovedet i en sådan position, netop som jeg har fået at vide, jeg ikke skal gøre, for en dag går det galt, og så vælter jeg eller bliver kørt ned. Men jeg forsøger altså at se bagud, jeg forsøger at se Vor Frue Kirke. På vejen ned mod Strøget prøver jeg at huske, hvordan der ser ud derinde i kirken, som jeg måske engang har været inde i, for mange år siden; bygningen, som jeg kører forbi flere gange hver uge.

Jeg træder ind i en anden kirke, min egen kirke, biografen, det er lige før, at dørene lukkes i Grand, men jeg når det, og Paul Verhoevens film Benedetta går i gang foran mig på det store lærred. Undervejs, mens filmen kører, begynder jeg at kigge mig omkring, og det går hurtigt op for mig, at jeg vil forsøge at udspionere alle mænd over 50, som sidder på de røde biografsæder, for at se deres reaktion på filmen. Det slår mig nemlig, at filmen, jeg kigger på, må være tænkt som lavet til dem, ikke til mig. Der sidder en gråhåret mand med isse og sådan noget langt, ukontrollerbart, tyndt nervøst sidehår og trækker vejret tungt bag mig, mens han sipper til sin kaffe. Jeg kan ikke vurdere, hvad han tænker, men da filmens første sexscene, mellem hovedrollen, nonnen Benedetta, og hendes mednonne Bartolomea, går i gang, kan jeg hverken se på skærmen eller på manden bag mig, så jeg kigger ned i mit skød i stedet og prøver at huske på, om jeg tog trusserne med leopardmønster eller de lyserøde stjerner på, da jeg vågnede i morges klokken 06.