Havemandens seks haveprincipper

På et spørgsmål om, hvilke principper som danske haver typisk dyrkes efter, kunne jeg kun svare: først og fremmest efter de forhåndenværende søms princip. Forstået som, at langt de fleste havedyrkere tager udgangspunkt i det, der tilfældigvis eller ved forgængernes flid allerede var på stedet ved overtagelsen.

Kun som nybygger på en pløjemark eller ved at gennemføre brutale nulstillinger og omkalfatringer har man mulighed for at forme sin egen have helt fra grunden. Selvom der da er flere eksempler på fine naturhaver med gamle træer, der er blevet omlagt til grønne ørkener eller helveder af stærkt problematiske, vidtspredte bambusarter, vælger langt de fleste at gå videre med det, der er i forvejen.

Min anbefaling til nye havebesiddere er altid: Se tiden an, og lev med de vækster, navnlig træer og buske, der nu engang er til stede, i et års tid, således at alle årstider er gennemlevet, inden fældninger og andre voldsomme tiltag iværksættes. I det tidsrum kan man også nå at se, hvad der allerede findes af løg- og forårsvækster i haven. Og tænke sig om.

De fleste haver skal i praksis opfylde et væld af forskellige formål, som ikke altid er helt lette at forene på et lille areal: tumleplads for børn og voksne, frugthave, urte- og køkkenhave, prydhave, opholds- og festplads, hygge- og lækrog og meget mere foruden at være indsatsområde for klima og biodiversitet.

Dyrknings- og indsatsintensiteten i landets haver spænder meget vidt inden for et spektrum, der rækker fra barokhaven som den ene yderlighed til den helt vilde have og den urørte skov som den anden.

Barokhaven repræsenterer den totale beherskelse, formning og styring af naturen, planlagt, anlagt og fastholdt i en særdeles stram geometrisk form, som det kan ses ved Frederiksborg Slot. Her er absolut intet overladt til tilfældighederne og alt, ikke mindst træer og buske, klippes vedvarende i fastlåste geometriske former – og det kræver vedvarende indsats af en hærskare af gartnere og arbejdskraft.

I modsætningen, den vilde, selvpassende have, er alt overladt til naturens egen dynamik og samspillet mellem de arter, der tilfældigvis findes på stedet eller formår at indvandre. Ofte i blind tiltro til, at naturen selv vil være bedst til at sikre den biologiske mangfoldighed, hvad der dog ikke er en given ting under disse små og stærkt påvirkede forhold.

DE FLESTE HAVER ligger et sted ind imellem på skalaen, men rummer som regel elementer fra begge poler. Den formklippede hæk her i haven klinger således lidt af baroktid, selvom målet ellers er at opnå så meget som muligt med et minimum af arbejdsindsats. Det overordnede havedyrknings- og naturforvaltningsprincip er hentet i skovforordningen af 1781, hvor der i femte afdeling, »Om Skovs opelskning« står, at »Ved dette Arbejde skal der fornemmelig stræbes (efter), at følge og understøtte Naturen i dens Virkninger …« 

Selvom det dér først og fremmest er møntet på sikring af skovenes foryngelse og fremvækst, er det en storartet målsætning og tilgang for al dyrkning og naturforvaltning. I stedet for at kæmpe mod naturen gælder det i videst muligt omfang om at kæmpe med naturen og lade dens processer, dynamikker og organismer gøre arbejdet til egen og havedyrkerens gavn. Det kan eksempelvis være regnormenes og de andre jordbundsorganismers omsættende og jordstrukturforbedrende virksomhed. Og det kan være gennem nogle af de mange tiltag, man kan sætte i værk i haven for at sikre og fremme levesteder og vilde arter.

Det er gerne ret besværligt og ofte ret dyrt at skulle kæmpe mod naturen ved eksempelvis at gennemtvinge anlæg af et surbundsbed på kalkrig lerbund med læssevis af spagnum fra ødelagte højmoser frem for at vælge planter, der er i pagt med de herskende jordbundsforhold i haven. Der er selvfølgelig nogle, der ikke vil hoppe over, hvor gærdet er lavest, men netop søger den udfordring, der ligger i at få særlige arter til at gro under ellers umulige forhold. Dem om det.

Målet her i haven er så lav klimabelastning som muligt gennem høj grad af selvforsyning med afgrøder og materialer samtidig med høj grad af kulstofbinding og -lagring i levende og død biomasse og jordbund og høj grad af sikring og fremme af den biologiske mangfoldighed på hele matrikelnummeret.

Nogle af principperne for haveholdet her på stedet er derfor: 1) Ingen brug af sprøjtemidler og andre gifte i haven. 2) Ingen eller helt minimal brug af kunstgødning. I stedet benyttes kompost og husdyrgødning. 3) Ingen eller minimal jordbearbejdning og anden forstyrrelse af jordbundslivet – i princippet gravefri dyrkning (»no dig«). 4) Stærkt begrænset maskinanvendelse. 5) Tilbageholdelse af hele biomasseproduktionen i haven – intet bliver kørt på genbrugsplads og lignende. 6) Opsamling af regnvand og udnyttelse til vanding.

Der er mange muligheder for en principfast og ikke nødvendigvis anstrengende indsats i haven.

Peter Friis Møller skriver fast i Weekendavisen om havelivets glæder og udfordringer. Læs flere haveklummer her.