Hævnens time

Denne kommentar udkommer også i Weekendavisens kulturnyhedsbrev Ej blot til lyst. Læs mere og tilmeld Dem her.

Samme aften som Trumps indsættelsesceremoni blev der afholdt fest på bistrobaren Butterworth’s i Washington, D.C. for et celebert udvalg af unge tilhængere af USAs 47. præsident. Til stede var også en skribent fra New York Magazine, som benyttede anledningen til at beskrive den nye type amerikanske konservative, som vejrer morgenluft efter Trumps magtovertagelse og både udtrykker sig og syner helt anderledes, end vi har været vant til i det forgangne årti, hvor et kvælende tankesæt, også kendt som identitetspolitik, dominerede amerikansk kulturliv. 

De unge konservative har umiddelbart ikke meget til fælles med MAGA-bevægelsens ydmygede arbejderklassehelte, som Trump gik til valg på at frelse: De er veluddannede, velhavende og smukke og beskrives i artiklen som »aggressive fritænkere«, der har fået nok af den progressive elites fetichering af politisk korrekthed og offerdyrkelse. Men først og fremmest nægter de unge konservative at undskylde for deres privilegier og handlinger. De fornærmer med glæde og flasher deres velstand uden skam.

Amerikanske kulturinstitutioner og universiteter blev for alvor vakt i det forgangne årti. Den grundlæggende antagelse disse steder var, at Vestens rigdom og magt lod sig gøre som følge af grov racisme, udnyttelse og dominans af ikkehvide mennesker. Nu var tiden inde til at rette op på historiske urimeligheder, erstatte indspiste magthavere med nye og fremkalde en gylden æra baseret på global retfærdighed. 

Men de nye ideer udløste et væld af totalitære mekanismer: racisme forklædt som antiracisme, intolerance over for anderledestænkende og en frygtbaseret angiverkultur. Endelig viste tankesættets undertrykkende kvaliteter sig i form af et uproduktivt vestligt selvhad. Guldalderen lod vente på sig, og de unge konservative ville sige, at det var situationen lige indtil sidste mandag.

Følger der så rent faktisk bedre tanker og en mere sympatisk kultur med det konservative tidehverv? Det er fristende at lade sig beruse af sejrherrens skadefro optimisme, men som de gallaklædte gæster til festen i sidste uge selv bemærkede: Deres konservatisme er ikke den opknappede, ordentlige slags; snarere er den frivol og intrigant. 

Før vi ånder lettet op, skal vi altså huske på, at de nye konservative ikke er efterkommere af Amerikas moralske landmålere, såsom den samvittighedsfulde folkeopdrager Joan Didion, men af den hævngerrige jetsetter Donald Trump, som løbende forfiner sin fusion af guldalderfantasier og skolegårdsmobning.

Denne variant af mobbekonservatisme er væmmelig. Dens regulære brutalitet kom til syne i Ali Abbasis biopic om Donald Trump The Apprentice fra sidste år, hvor Trumps mentor, advokaten Roy Cohn, mod slutningen opsøger sin forhenværende lærling. Han er aids-svækket og desorienteret, men ingen af delene vækker den fiktive Trumps barmhjertighed. I stedet afviser han Cohn i en ydmygende gestus. 

Der var brug for et opgør med de såkaldt progressive ideer, som har domineret amerikansk kultur det seneste årti. Men når alternativet udspringer af benhård socialdarwinisme forgyldt af amerikansk kapitalisme, er der grund til at holde igen med konfettikanonerne.