Guld, røgelse og pink plastictræer

NEW DELHI – At gå rundt på de indiske gademarkeder i december er som at befinde sig i to verdener; én af østlig røgelse, urter og frugter, og fluer sværmende om løse hunde. Og en anden mere velkendt verden af juletræer, glitrende guirlander og lidt uhyggelige stivnede nisser og julemænd.

Sådan et indisk marked befinder jeg mig på, mens »Jingle Bells« spiller fra en udendørs højttaler i halbalshastigt tempo.

Jingle bells, jingle bells
Jingle all the way …

Et ungt par ser på en stor julekrans dekoreret med rubinrøde stjerner. De skal tilbringe julen med forældre og venner og spise plum cake, fortæller manden i snefnugmønstret striktrøje. Solen skinner, her er 25 grader, men en strik hører til den julede atmosfære, der har lagt sig over hovedstaden.

Det unge par er hinduer, vokset op i den indiske hovedstad, langt fra bidende decemberkulde og kristen kulturarv, højloftede kirker med lyse stemmer og julesalmer. Alligevel fejrer de som millioner af indere den vestlige højtid med et veloplagt helligdagshumør; de køber dekorationer, julekransen måske, og tusser rundt på markedet.

Blot to procent af Indiens befolkning er kristne, (og mange af dem er konverterede hinduer, der vil undslippe et undertrykkende kastesystem). Indien med knap 1,4 milliarder mennesker er overvejende hinduistisk med cirka 900 millioner hinduer og et væld af religiøse minoriteter. I slutningen af oktober var de indiske millionbyer forvandlet til et overstrømmende lyshav, da inderne fejrede den største hinduistiske højtid, Diwali.

Og her knap to måneder senere er markederne igen fyldt med højtidspynt til endnu en hyldest af lyset. Som en turbanbærende sælger siger til mig og slår ud med armene: »Det er ikke kun vesterlændinge, der kan finde ud af at fejre jul!«

Hovedstadens markeder, cafeer og restauranter er pyntet med gyldne julekugler og strittende plasticgran, og julemænd vandrer rundt i shoppingcentrene og mumler ho, ho, ho. I en scene fra komedieserien Goodness Gracious Me fortæller den britisk-indiske far sin datter, hvorfor julemanden utvivlsomt stammer fra hjemlandet Indien: »Han har et skæg, en topmave og et forfærdeligt jakkesæt.« (Indsæt selv dåselatter).

Min rickshawchauffør fejrer jul, siger han, mine underboer holder feriefri, og på fælleskontoret i New Delhi, hvor jeg arbejder, er man hinandens nissevenner; man taler om at komme i julestemning, om de bedst egnede film til sløve julemorgener på sofaen, om julemad, som kan være alt fra masalakrydret kylling til britisk budding.

Inderne dyrker de hedenske traditioner ved højtiden, som man ser det i andre asiatiske lande: Thailand, Japan, Sydkorea. Der er selvfølgelig en kommerciel interesse i at udbrede julen til et folkerigt asiatisk kontinent, der huser over halvdelen af klodens befolkning. Men hvordan fik den købekraftige juleånd fat i ikkekristne lande med egne hellige fejringer?

FOR ET PAR ÅR SIDEN gik en video viralt med indere, der blev spurgt om, hvorfor de holdt jul. Og svaret? At de naturligvis fejrede julemandens fødselsdag.

Videoen blev i Vesten tolket som en falliterklæring, et tab af religiøs værdi og et symbol på kommercielle kræfters komplette overtagelse af julen. Alle kender historien om Coca-Cola-kompagniets opfindelse af den buttede, rødklædte julemand med blussende kinder, hvidt skæg og sækken fyldt af gaver.

Sodavandsfabrikanten hyrede den amerikanske kunstner Haddon Sundblom til at tegne julemanden »menneskelig«, varm og venlig, og resultatet er den folkekære skikkelse, vi kender i dag. Sundblom brugte i øvrigt en pensioneret sælgerven som model, så måske er det ikke helt tilfældigt, at julemanden har haft så meget held med at forføre folk til storindkøb.

Hvis inflation og klimaskam skulle sænke forbruget i Vesten, er inderne klar til at bruge penge på jul. I Indien ser julesalget kun ud til at stige, som befolkningen bliver rigere og får flere penge at spendere på nisser, kugler og knitrende plasticgran. Men den udbredte juleglæde huer tilsyneladende ikke den siddende indiske regering.

Kort efter at den hindunationalistiske premierminister Narendra Modi kom til magten i 2014, blev her indført en såkaldt Good Governance Day for at markere fødselsdagen for den tidligere premierminister Atal Bihari Vajpayee. Hans fødselsdag faldt tilfældigvis den 25. december, på juledag. Og Modi-regeringen valgte også at afskaffe juledagen som officiel helligdag i Indien.

Kritikere kaldte det, ikke uden en vis ret, »en aflysning af julen« og udlagde det som en del af Modi-regeringens hindunationalistiske strategi, der bliver beskyldt for at fremme hinduismen på bekostning af Indiens mange minoriteter.

En sammenslutning af landets kirker sendte et offentligt klagebrev til premierministeren, hvori de udtrykte deres bekymring over at fejre »god regeringsførelse« midt i en højhellig jul.

Modi-regeringen endte med at begrænse fejringen af Good Governance Day til ministerier og parlamentsmedlemmer, som er til stede i deres valgkredse på juledag. Naturligvis ikke for at sprede julestemning, men for at hylde den tidligere premierministers fødselsdag.

»Det var ellers et godt forsøg på at hijacke julen,« som historiker og indienkender Thomas Sehested sagde til mig over telefonen fra Goa. Julens popularitet i Indien er næppe eskaleret med Modis gode vilje. Men at premierministeren alligevel vælger at indstille kampen og acceptere udbredelsen af en kristen højtid, hænger sandsynligvis sammen med, at mange indere fejrer helligdagene uden de religiøse elementer, sagde Sehested.

Det gør alt andet lige julefejringen lettere for hindunationalisterne at forlige sig med. Den kristne højtid i Indien er introduceret af det religiøse mindretal, men julen fik først rigtig tag i inderne med den vestlige verdens kulturelle indflydelse, med fængende julehits og romantiske spillefilm, som nu også produceres i Bollywood. Den 23. december får den indiske julefilm Merry Christmas premiere.

FILIPPINERNE ER DEN eneste kristne nation i Asien, og østaten er kendt for at afholde verdens længstvarende jul med nisser og guirlander allerede fra september. I Japan og Sydkorea, hvor kristne er en minoritet, fejres julen snarere som en romantisk affære og sammenlignes med Valentine's Day. Man tilbringer julen med sine venner, sin kæreste eller en date; kærlighedsmoteller er fuldt booket i december, og kondomsalget i Sydkorea skulle være det højeste på juledag, næst efter juleaften.

Når det religiøse træder i baggrunden, antager julen nye kommercialiserede former. Andre vil sige, at den bliver udvandet, når ældgamle traditioner bliver reduceret til nissemænd og valentinedates.

Julens korrumpering er ikke en ny tematik, det er vel nærmest en kær tradition i Vesten at begræde den. Temaet i Peter Fabers »Højt fra træets grønne top« fra 1847 er jo også en kritik af frås og forbrug, selvom den nu er blevet så gammel, at vi dårligt ænser satiren. Som Faber skriver i sit afsluttende vers: »Julen varer længe/ koster mange penge.«

Det lyder til forveksling som Venstre-politiker Mads Fuglede i Kristeligt Dagblad, godt 170 år efter Faber. Her skriver Fuglede med beklagelse om »den groteske kommercialisering af julen, hvor julemanden har udgrænset Jesus, og at det hele skal kulminere i mad og gaver, og hvor turen i kirke er et sært vedhæng«.

Fuglede skulle bare opleve julen på et indisk julemarked med larmende pynt, nisser og julemasker! Men modsat derhjemme er det, som om inderne ser ud til at hvile i den gennemkommercialiserede jul.

Ved en bod får jeg øje på et krybbespil, små lermalede figurer pakket ind i plastic; jesusbarnet, jomfru Maria, Josef og de tre vise mænd. En ko med oppakning på ligger ved krybben, som for at vogte jesusbarnet. Men ankom de ikke på tre kameler, tænker jeg og bevæger mig videre.

Længere nede står juletræerne i forskellige størrelser; alle i plastic. Nogle er dækket af et tykt lag snydesne, andre står og ser afpillede ud. Ét træ er helt pink, jeg tager et billede med min telefon, skriver »pinkgran« og lægger det ud i strømmen på sociale medier med en ironisk distance; et pink træ, det er alligevel for åbenlyst ikkejulet.

En indisk bekendt svarer straks. Hvor kan man købe det træ, vil hun vide i ramme alvor. Jeg smiler og får igen følelsen af at befinde mig i to verdener; begge steder er julen forfærdelig kommercialiseret, men helt strømlinet bliver den aldrig.