Pssst! Europa-Kommissionens repræsentation i København viede Kulturnatten til Grønland.

Geopolitik og kulturnat

EU vil gerne tilnærme sig Grønland. Det talte således sit eget klare sprog, da Ursula von der Leyen i marts besøgte Nuuk for at indvie de nye repræsentationskontorer. Og dagsordenen er meget udtalt den samme til aftenens kulturnat i Europa-Kommissionens repræsentation i København, hvor man i år – i samarbejde med Det Grønlandske Hus – har valgt at sætte fokus på Grønland. Men hvordan ser den slags storpolitiske bejlen ud, når den udformes som et hyggeligt åbent hus-arrangement?

Det første indtryk: en snekanon blæser kunstig sne ud over fortovet på Gothersgade. Tidligere på aftenen har to ansatte iført oppustelige isbjørnekostumer bidraget til at fuldende det billede. Inden for porten brænder en hellig tranlampe, man kan smage tørfisk, høre op til flere forskellige foredrag om vand, deltage i en quiz om EU eller en street art-workshop og, selvfølgelig, fylde lommerne med til lejligheden specialfremstillede EU/Grønland- vingummiposer. Det er klassisk kulturnat: Jo flere ting der sker samtidig, desto bedre. Derudover er der tale om en vigtig undergenre på viften af kulturnatsarrangementer: Ligesom man kan besøge Dansk Industri eller Finansministeriet, får vi her adgang til nogle lokaler, hvor man ikke til daglig beskæftiger sig med kultur i klassisk forstand. Det har en særlig nerve. Som når der bliver bundet et slips om hovedet på dansegulvet til firmajulefrokosten, får vi her lov til at bevidne en slags lystig kulturhusificering af de til hverdag så hvide og veludluftede kontorlokaler.

Andre læser også