Ønskestart. Årets to mest uventede biografsensationer er lavet af purunge instruktører, der baner vejen for en ny generation og en ny sensibilitet i Hollywood.
Generation Z går til filmen
Sidste søndag var jeg i biografen. Det er i disse tider ofte en nedslående oplevelse. Man skynder sig ind for at se en film i løbet af de få uger, den kører, inden den bliver taget af plakaten igen. Ofte kan det samlede antal publikummer i salen tælles på én hånd. Men i søndags var salen proppet, selvom den film, der var på programmet, fik premiere helt tilbage i maj. De fleste blandt publikum så ud til at være omkring 20, halvt så gamle som mig. Vi så horrorsensationen Obsession, og det er længe siden, jeg har oplevet så henrevet og animeret en biografsal.
I 2026 er Generation Z for alvor begyndt at indtage Hollywood. Obsession er det ene uafviselige tegn på, at nye kræfter er ved at komme til i filmbyen, det andet er Backrooms. De to film er lavet for en slik, men de har siden foråret indtjent flere milliarder ved biografernes billetluger. Instruktørerne bag de to film er latterligt unge. Curry Barker var 24 år, da han lavede Obsession, og Kane Parsons var 19(!), da han lavede Backrooms – han er den yngste instruktør, der nogensinde har instrueret en film for et hollywoodstudie.



