Søndag den 11. oktober var jeg alene hjemme med mine tre døtre. Da klokken nærmede sig 15.00, sagde jeg til dem, at de måtte se fjernsyn, og straks råbte de på Disneys Tornerose. Men nej. Vi skulle se Sønderthon 2.0. »Hvad er det?« spurgte den ældste datter på seks, og jeg svarede, at jeg vidste lige så lidt som hende, hvilket kun var delvist sandt. 

For jeg vidste jo godt, at 26-årige Rasmus Søndergaard er Danmarks største såkaldte content creator med 800.000 følgere på tværs af sociale platforme som YouTube, Instagram og Twitch. Sidste år lavede han det første såkaldte Sønderthon, hvor han livestreamede uafbrudt på internettet i 14 dage og blandt andre interviewede udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen.