Når nu store prisuddelinger i dansk musikliv som Danish Music Awards og Steppeulven de seneste år er lagt i graven, kan det af to åbenlyse årsager undre, at en begivenhed som P3 Guld, der i fredags fejrede 25-års jubilæum, stadig eksisterer.

Den første er selvfølgelig, at selve ideen om P3 – siden 1963 DRs musikradio målrettet unge – er eksistentielt udfordret. For unge hører ikke radio i dag. Podcasts, jo. Musik, ja. Men ikke radio. På ti år er P3s lyttertal halveret, og dem i målgruppen af lyttere mellem 15 og 50 år, der stadig hører radio, stiller ind på P4 i stedet. P3 har altså rigeligt at gøre med at holde sig selv i live.