I otte år har jeg, en realityfjernsynsentusiast, overlevet at bo på en østdansk ø uden på noget tidspunkt at interessere mig for tv-fænomenet Alene i vildmarken.

Jo mere engagerede alle omkring mig har været i denne friluftsudholdenhedskonkurrence på tv, jo mindre har jeg selv haft lyst til at bruge så meget som en spillefilmslængde af mit liv på at kigge på velfærdsdanskere i klynk og kedsomhed kæmpe af egen fri vilje for at »overleve« i vild natur.