Levnedsbeskrivelse. Rickie Lee Jones har skrevet selvbiografisk om sin barn- og ungdom, og det er barsk læsning. Men også sært opløftende, for trods de mange tærsk, skæbnen har tildelt hende, er hendes mission forsoning.
Fra grim ælling til ørn
66-årige Rickie Lee Jones er nået til det punkt i livet, hvor behovet for at gøre status melder sig. Det har taget hende syv år at skrive selvbiografien Last Stop Texaco – Chronicles of an American Troubadour, men den har været værd at vente på. Hun kan både huske og skrive, så læseren suges ind i en barndom fuld af opbrud og skuffelser og ikke mindst en uhørt vild teenagetid, hvor hun levede så dumdristigt, at det er et under, hun ikke kom alvorligt til skade på både krop og sjæl.
Det er ikke en fortælling, der fører læseren op til nutiden, men derimod en både kærlig og kølig gennemgang af Jones’ liv frem til debuten i 1979 med albummet, der blot bar hendes navn, og hvorfra det jazzinspirerede »Chuck E.’s in Love« blev hendes gennembrudshit. Der var nogle år, hvor både den sang og den lp var her, der og allevegne, og hendes navn på alles læber. Hun overskred smertefrit genrebåse med sin elegant ubesværede blanding af jazz, sanger/sangskriver, rhythm & blues og pop. Hun besad endvidere en stemme, der var både flabet, sexet, udtryksfuld, henkastet og unik, for den er øjeblikkeligt genkendelig, men så heller ikke alles kop te. Det er enten-eller.
Del:
