Catwalk. Man skal være tæt på kostbarhederne, indsnuse atmosfæren og føle materialernes varme. Årets HC var delvis fysisk og helt skøn.
Fornyelse
Under Haute Couture-ugen i nys genåbnede Paris kunne synet af enestående kunsthåndværk for første gang i 18 måneder nydes i bevægelse på levende kroppe. Nye talenters sensationelle kreationer dystede om stjernestøvet med fagets oprindelige store navne. Hos Chanel præsenterede Virginie Viard sin personlige indfaldsvinkel til husets udødelige look i det nyrestaurerede Musée Galliera. Viard havde fundet fejende strutskørter i lag på lag med fjer eller frynsebesætninger under rummelige, tætbroderede tweedjakker hos impressionistiske malere fra Berthe Morisot til Marie Laurencin og Édouard Manet. Der var små korte kjoler med broderier som penselsstrøg eller tætbeplantede engelske blomsterhaver.
Oppe på det parisiske modemuseums tag med kig til Eiffeltårnet filmede Sofia Coppola husets muse, skuespillerinden Margaret Qualley, i en afslappet lang, sort robe med skulderstropper og en række diamantpynteknapper. Blandt dragter i mangefarvet tern og mamelukker strålede et fuchsia-ensemble med lette flæseærmer og pludderbukser. Bruden, iført slående enkel, cremefarvet fed satin, smed sin festligt multikulørte brudebuket i grams til det yderst sparsomme publikum, som sad anbragt med rigelig afstand i palæets gyldne søjlegange.
Del: