Forleden stod jeg i min lokale boghandel i Paris og bladrede gennem et værk, der kredsede om fascinationen ved »den første gang« – i alle fænomenets afskygninger: kys, forelskelse, sex, flyveture, crème brûlée (citeret efter hukommelsen). Alt sammen skrevet i et helt og aldeles forherligende lys.

»Sikke noget vås,« mumlede jeg ved mig selv, mens jeg allerede var i gang med i mit sind at opremse en hel kavalkade af »første gange«, der modbeviste tesen om det ubetinget positive ved fænomenet: første – nå ja, og eneste – gang, man går i puberteten for eksempel; abnorm kropsvækst, stedvise udbrud af betændelse i epidermis, særligt i ansigtet, humørsvingninger, oktavskift i stemmen, pludselig hårvækst, kolossal træt- og dvaskhed og et søvnbehov, som var man blevet stukket af 1.000 tsetsefluer. Hvis disse symptomer ramte en midaldrende, ville det jo blive kategoriseret som en styg sot på linje med pest eller hæmoragisk feber.

Det samme kan man i grunden sige om aldring: Huden mister sin elasticitet, tænderne smuldrer eller falder ud, ligesom håret; kroppen synker sammen, og hukommelse, syn og hørelse svigter, i takt med at påståeligheden tager til, og holdningerne bliver – ligesom lemmerne – stivere og mindre smidige. Chancerne for helbredelse er lig nul. Eneste trøst er, at man angiveligt ender med at blive fløjtende ligeglad.

Jeg kom i tanker om den canadiske forfatter Pierre Châtillon, der som det eneste argument imod min ræsonneren fyndigt ymtede, at »når det gælder døden – såvel som andre ubetimeligheder – er første gang altid den mest ubehagelige«.

Illustration: Gitte Skov
Illustration: Gitte Skov

JEG VEKSLEDE et par åndsfraværende høflighedsfraser med ekspedienten og forlod bogladen med et par andre titler under armen, mens jeg ihukom første gang, jeg opdagede, at jeg døjer med en form for refleksionsdromomani – en ukontrollabel tankemæssig vagabondering, som gør, at en tilfældig hændelse eller et tilfældigt udsagn sender mit sind ud i det, man i gamle dage ville have smigret sig selv ved at kalde en fritflydende stream of consciousness, men som ofte nærmer sig et veritabelt tankemylder.

Men midt i mylderet kunne jeg mærke, at jeg ikke var enig i, at »de første gange er magiske«, som der vist stod på bogens omslag.

Men hvorfor egentlig? Når alle andre nu synes forblændet, ja, nærmest besat af tanken om »den første gang«? Måske fordi man derved ganske underkender genkendelsens og vanens glæde. I førstegangsbegejstringens optik bliver de jo blot et svagt ekko af »første gang«. Men intet kunne være mere fjernt fra sandheden. Faktisk vil de fleste ting jo være bedre anden, tredje eller 57. gang.

Og når vi nyder ét eller andet en sidste gang, er det jo netop den sikre viden om det kommende afsavn, der gør oplevelsen særligt stærk – ikke mindet om første gang.

Hele ideen om »den første gangs magi« irriterer mig. Den forekommer både grotesk og selvmodsigende, idet der i hele ideen om dens enestående eller magiske natur vel ligger en forventning eller et håb om en nærmest uendelig gentagelse? Men hvorfor skulle man dog blive ved, hvis det aldrig bliver lige så godt som første gang?

I virkeligheden kan vel kun de ting, man aldrig får gjort, paradoksalt nok bevare et skær af første gangs magi – båret oppe af håbets kraft. Som det Lalandia, mine døtre stadig håber at komme til, men hvor jeg selv har forsvoret at sætte mine ben (samtidig med at jeg naivt antog, at en tur i Sommerland Sjælland var en passende substitut).

Jo mere jeg tænkte over det, desto mere overbevist blev jeg om, at jeg havde ret. Der er jo netop også masser af ting, som kræver tilvænning og kun først giver anledning til nydelse ved et længerevarende bekendtskab, det, som englænderne kalder an acquired taste. Altså en fremelsket smag, som man absolut ikke brød sig om første gang: røget whisky, kaffe, østers og skjortestrygning.

Det samme gælder velsagtens kogekunsten: Den første gang er som hovedregel dømt til at mislykkes. Og det er jo netop ved gentagelsen af opskrifternes tilberedning, at man opnår ekspertisen med blus, potter, pander og de nødvendige ingredienser. Vis mig den mand, der rørte bearnaisen eller pocherede ægget perfekt første gang. Nej, vel? Der skal mere end en første gang til at frembringe en ret, som er ikke blot spiselig, men ligefrem velsmagende.

Nå ja, og sidst, men ikke mindst er der jo alle de oplevelser, som er så unikke, at man næppe oplever dem mere end én gang i livet: solformørkelser, jordomrejser, lottogevinster, synet af Halleys komet eller et DSB-tog, som både ankommer og afgår til tiden.

KLOKKEN VAR BLEVET mange, og jeg skulle skynde mig hjem til børnene … Børnene!

Det slog mig pludselig som en lille lommeåbenbaring: En af de store fornøjelser ved at få børn er jo, at man gennem dem oplever glæden ved første gang og de små ting i livet; det nærmest mirakuløse ved en afkræftet blomst, der rejser sig, når man vander den. Solsortenes lystige sang på en forårsmorgen, flyrejser med solnedgang over skyerne, hoppebolde på betongulv og varm kakao med flødeskum i frostvejr.

Børn gør genoplevelsens glæde til en slags stedfortrædende første gang.

Det slog mig, at jeg nu kommer til at opleve denne stedfortrædende første gang i anden potens. For samtidig med at mine døtre er blevet 10 og 12 og min papdatter seks, er jeg blevet far igen. Og en af de ting, jeg glæder mig allermest til, er pigernes ubesmittede glæde over deres lillebrors første gange, som de jo aldrig før har oplevet. Eller i hvert fald ikke kan huske. Den ældste var to og et halvt, da den yngste blev født, og sandt at sige var jeg jo også selv en ung famlende forælder, så det er nok også begrænset, hvor meget jeg egentlig erindrer.

Deres glædestrålende forventning om at opleve hans første skridt, hans første ord, hans første bid af et nyplukket skovjordbær er smittende.

G.K. Chesterton skrev engang, at »formålet med at rejse ikke er at opleve fjerne egne, men derimod at vende hjem og betragte sit eget land som et fremmed sted«.

Måske kan man sige det samme om børn: at de giver en mulighed for igen at betragte den vante verden som et nyt og spændende sted.

Nå ja, og de stakler, der vælger aldrig at få børn, kan jo så søge trøst i den evige kyniker Nietzsches ord om, at »fordelen ved en hullet hukommelse er, at man kan opleve 'den første gang' mange gange«.