Pssst! Et mesterligt værk af lyd vokser i templet på Dantes Plads til premieren på forestillingen Nattens Ende. Klima- og modernitetskritikken er ubehagelig velkendt, men på besynderlig vis ikke kedelig og moraliserende, men morsom.
Flerstemmigt grædekor
Glyptotekets Festsal på Dantes Plads 7 i København K er et overdådigt rum: Væggene er vinrøde, gulvet er et mesterværk af mosaik, og de joniske søjler bærer lofterne som i et tempel af marmor. Langs væggene står Apollon, lysets og sangens gud, Dionysos, lidenskabernes gud, og en håndfuld af Romerrigets største mænd i draperede gevandter af gips. Lyden fra hvinende unger i Tivoli og rådhusklokkerne på den anden side af H.C. Andersens Boulevard minder mig om, at jeg stadig er i København, ikke i Rom eller Athen.
Jeg er til premiere på forestillingen Nattens Ende; et akustisk korværk og omfangsrigt ritual. Teksten, der er skrevet af dramatiker Alexandra Moltke for teater Sort/Hvid, er et sammensurium af 4.400 år gamle bønner, digte og mytiske beretninger – af kirkefaderen Thomas Aquinas, der på sit dødsleje indså, at Gud ikke er en mand i himlen, men en kvinde i Jorden, og af ypperstepræstinden Enheduanna, der mente, at verden er skabt i kærlighed, lyst og vold af Inanna, urmoder og gudinde.
Del:
