Fænomenernes tidsalder

Luigi Ganna var ud af en bondefamilie, murer og havde otte søskende. Inden han vandt det første Giro d’Italia nogensinde i 1909, var hans motivation for at stige på cyklen formentlig i lige så høj grad at slippe for at knokle endeløse dage som underbetalt håndværker, som det var at blive en feteret sportsstjerne. Dem var der nærmest ikke nogen af så tidligt i den gryende sports famlende start. Ganna blev hurtigt god, da murergerningen gjorde, at han skulle cykle langt fra sine forældre hus for at komme på arbejde og hjem igen.

Før Giro-starten i Milano blev deltagerne fotograferet, så de kunne genkendes sidenhen, og snyd i form af identitetstyveri på den måde udelukkes. Det var stort set ukendte ansigter, der befolkede avisernes opslag om det nye løb. Adspurgt, hvad der var den mest nærværende følelse, da sejren var kørt hjem efter otte etaper, hver især på over 300 kilometer, svarede Ganna i klar nordlombardisk dialekt: »Me brüsa tanto el cü« – Det svier meget i røven. Et berømt citat i den italienske cykelhistorie, der med sin konkrete umiddelbarhed har været med til at holde en altid nærliggende overromantisering fra døren. Det var knusende hårdt arbejde at gennemføre en Giro – for hoved og hale.