Et nyt flot fængsel på Falster

Det første, Sammi får at vide, er, at han lige så godt kan tage det slips af. Han er den nye fængselsbetjent. Der er ikke andre, der går med slips. Kun én, og det er en kvinde, fortæller Henrik, den i ordets værste forstand erfarne betjent, som i de næste minutter viser Sammi rundt. Der er køkkenet, hvor komfuret kaldes »stikkerskafottet«. På Rød Stue sidder indbrudstyve og pushere. Der er betjentburet, hvor vagterne sidder med persiennerne nede, så man ikke behøver følge for meget med i de indsattes gøren og laden.

Og så retter han på den unge naive Sammi, som holder på sine nøgler på vej op ad trappen. Man kan lige så godt lade dem vide, at man er på vej. »Så kan de nå at sluge deres hash eller gemme deres steroider. Alt bliver nemmere.«

Sådan er Huset i de tre ud af i alt seks afsnit, der har været tilgængelige for pressen: en det-lærte-I-nok-ikke-på-fængselsbetjentskolen-kavalkade med en på samme tid imponerende branchespecifik og ualmindelig grim sprogbrug. Serien er også, hvad man nok ville kalde et sympatisk projekt, en Oplysning til Borgerne om Kriminalforsorgen, som ønsker at rette en kritik imod vores fælles forståelse af, hvad der foregår i de bortgemte hjørner af velfærdsstaten. Og til sidst er Huset et indtil videre udmærket tv-drama, der nogle gange lider under alt det ovennævnte.

HENRIK, som spilles med en særegen og dermed vellykket klam autoritet af David Dencik, er en af de vagter, der lader de stærke indsatte styre fængslet: De kører låneforretning, hashsalg og uddeler dummebøder. Rundt om denne dynamik vokser så det krat af regler og normer, som, forstår vi, er fængslets egentlige fundament. Alt dette begrundes med, at man er stærkt underbemandet, og det er ikke kun Henrik, der siger det. Alle ved, at det er problemets rod. Det er her, samfundskritikken findes, og her, serien også taler sammen med sidste års TV 2-serie Dag & nat, der foregik på en umenneskeligt travl dansk fødeafdeling.

En slags kombineret publikums- og borgerpædagogik: Hvis ikke vi som samfund gør noget, kommer det til at gå sådan her og værre.

Men vi præsenteres også for Sofie Gråbøls karakter, Miriam. Det er hende, der også går med slips, som giver os de få gode øjeblikke mellem betjente og indsatte, som da hun på en ret fin måde opmuntrer en arabisktalende fange til at lære dansk. Og som med en slidt idealisme udtrykker en eller anden form for afsky for, hvordan tingene fungerer. Så kunne man måske forestille sig, at Miriam og Henrik sad på hver sin af Sammis brede skuldre som henholdsvis engel og djævel. Og at det så måtte blive sat endnu mere på spidsen, da Charlotte Fichs fængselsforstander, Gertrud, annoncerer for den samlede stab, at man bygger et nyt flot fængsel på Falster, og at Huset, som seriens fængsel altså kaldes, er lukningstruet, hvis ikke personalet tager sig sammen og tager kontrollen tilbage.

Men Huset er heldigvis mere gådefuld end som så. I begyndelsen undrede det mig, at Youssef Wayne Hvidtfeldt spiller Sammi så utilnærmeligt, så blankt. Men jo længere man kommer ind i serien, desto mere klart bliver det, at han skjuler noget. Scenerne mellem Sammi og hans gamle klassekammerat Benji, der nu er indsat og spilles eminent besynderligt af Gustav Giese, gør mig virkelig nysgerrig. Der er så meget usagt der. Sammi giver for lidt, Benji for meget.

Jeg ville ønske, at serien bare handlede om dem. Og her er min kritik: Huset vil også gerne – jeg vurderer, det er en sygdom i selve DR Drama-systemet – behandle sit emne bredere tematisk. Miriams søn er misbruger og kriminel. Gertruds mand er ramt af begyndende demens, hvilket betyder, at hun enten må sende ham på plejehjem – en anden velfærdsinstitution – eller holde ham låst inde i sit hjem. Disse sidehistorier kan sagtens vise sig at få en betydningsfuld rolle, men efter at have set halvdelen af serien forekommer det mig, at Huset kommer til at sætte sig mellem to stole. Bange for rigtigt at underholde i sin bestræbelse på at give en public service-sober miljøskildring af fængslet. Og så måske alligevel for ængstelig til at tro helt på, at denne miljøskildring er nok, når man pludselig sætter gang i både det ene og det andet lidt afviklede handlingsspor.

Huset ville måske have været bedre som en 100 procent stedsspecifik serie, hvor vi aldrig forlod fængslet. Men det er spekulation. For nu er der tale om et informativt stykke DR Drama, der imidlertid er stærkest, når det holder på sine hemmeligheder.

Huset. Udviklet af Kim Fupz Aakeson. DRTV.