Kostumeklædt. 'Watchmen' er en bøvlet, smuk og fantasirig tv-serie, som alle bør se og have sære samtaler med hinanden om.
Hvem vogter vogterne?
Watchmen sæson 1 af Damon Lindelof. Kan streames på HBO Nordic. Medvirkende: Regina King, Jeremy Irons og Don Johnson.
I fjerde afsnit af den nye HBO-serie Watchmen præsenteres vi for en reklamefilm, som skal lokke beboerne tilbage til Manhattan, efter at en kæmpeblæksprutte for 30 år siden faldt ned fra himlen og lagde byen i ruiner. Tre millioner døde. Hen over Frank Sinatras »New York, New York« forklarer en smilende politimand, at byen nu er så sikker, at han er »bange for at miste sit job«. Så klippes der til en ældre herre af italiensk afstamning, der sidder foran en restaurant. Han holder sin gaffel frem for sig, og siger så, mens han blinker til kameraet: »Sådan foretrækker vi vores blæksprutte i dag – med citron og en smule marinara-sauce.«
Del: