OSLO – Det var Marilynne Robinsons storebror, der i 1954 erklærede, at hans lillesøster skulle blive forfatter. Selv ville han, David Summers, være maler.

Robinson var knap 11 år gammel, da retningen for hendes liv blev udstukket eller rettere afsløret. Hun havde egentlig planer om et liv som eneboer i Selkirk-bjergene nær barndomshjemmet i Sandpoint, Idaho. Her ville hun betragte lyset, lytte til vinden og vejret, mens hun – bog for bog for bog – åd sig igennem USAs litteraturhistorie i biblioteket, der naturligvis ville være i Robinsons bjerghule.