Er Tom Cruise en topatlet?

Få minutter inde i livetransmissionen udtrykker TV 2-kommentatorparret Jesper Frigast og Henrik Fallesen deres bekymring for, om OL-afslutningsceremonien vil nå til ende inden for de programsatte tre timer. Årsagen er den franske svømmer Léon Marchand. 

I løbet af de seneste par uger har han nok vundet fire guld- og en bronzemedalje i bassinet, men nu bevæger han sig så langsomt gennem Tuileries-haven, hvor den olympiske ild har brændt legene igennem, at der spekuleres i, om det vil lykkes for ham at løse sin opgave denne aften: at bringe en meget undseelig lanterne med den olympiske ild fra det centrale Paris og ud til Stade de France, arenaen, der ligger i byens nordlige udkant, og hvor festlighederne skal stå og flammen slukkes. 

»Sådan er det med elitesportsudøvere,« bemærker den ene af de to med en besynderlig, nærmest antropologisk betragtning. »De går meget langsomt, når de ikke udøver deres sport.«

Så stilles der om til Stade de France, og en timelang bevisførelse for den påstand går i gang. 

I mine 38 år her på kloden har jeg aldrig været vidne til så insisterende retningsløst fjernsyn, og som sådan er det fascinerende nok at se på atleterne fra de 206 deltagernationer, mens de ligesom bare bliver ved med at komme gående ind på stadion. Alle har de den samme drikkedunk. Den britiske delegation bærer af uransagelige årsager allesammen bermudaskjorter, og sådan nogle ting kan man så sidde og lægge mærke til. 

Men det bliver sværere og sværere at forstille sig, at dette sammensurium af mere eller mindre løsrevne optrin nogensinde kommer til at slutte, og den efterfølgende meget lange og symboltunge danseopvisning, om »en gylden rejsende, der ankommer til en dystopisk planet«, rockkoncerten med det franske band Phoenix og de distinkt europæiske skåltaler gør det ikke nemmere.

Men så sker det. Temaet fra Mission: Impossible lyder, og hvem andre end Tom Cruise åbenbarer sig på taget af Stade de France. 

Rygterne har i noget tid svirret om, at denne måske sidste hollywoodstjerne efter de gamle standarder og i øvrigt højtstående medlem af Scientology skulle indgå i overleveringen af det olympiske flag, med henblik på at legene skal foregå i Los Angeles i 2028, og nu kaster han sig simpelthen ud over afsatsen og svæver iført en karakteristisk kort læderjakke ned over menneskemasserne og lander på scenen. 

Han giver nogle hurtige highfives, før han fæstner det olympiske flag på en motorcykel, og kører så ellers straks væk. Forbi Eiffeltårnet og så ombord på et militærfly, og ikke mange sekunder senere springer han, der i en alder af 62 stadig laver sine egne stunts, ud over Los Angeles i faldskærm og lander selvsikkert ved Hollywood-skiltet. 

Tom Cruise er, det er tydeligt her, ikke ligesom OLs topatleter. Han er selve ideen om Amerika og derfor meget hurtigere end dem. Og nu er vi pludselig live igennem til Venice Beach, hvor det på grund af tidsforskellen stadigvæk er dag: Red Hot Chili Peppers spiller – og Billie Eilish. Ingen ringere end Snoop Dogg modtager det olympiske flag, før der til sidst, for en kort bemærkning, igen stilles om til det europæiske kontinent. 

Léon Marchand ankommer lidt over midnat, kun en smule forsinket, endelig til Stade de France, og den olympiske ild slukkes for denne gang.