En undskyldning for sig selv

For alle magthavere, både de hårde og de bløde, findes der et punkt, hvorfra der ikke er nogen vej tilbage. Et punkt, man hverken kan tale udenom eller pynte på. Uanset hvilke resultater man ellers har opnået, så er grænsen nået. Det er bare slut.

Når ministeren lyver, må hun gå. Når mediechefen befamler en ansat, kan han ikke længere være nogens chef. Når bankdirektøren tager af kassen, er dén karriere slut.

Topfodboldens hovedparameter er som bekendt ikke så moralsk eller retsligt, som det er strengt fagligt: Du er, hvad du leverer – og i øjeblikket leverer det danske herrelandshold så miserabelt, at landstræner Kasper Hjulmand burde have indgivet sin afskedsbegæring i aftes klokken 22.45. Ledsaget af en undskyldning til de cirka 2.000 danske roligans, der havde rejst cirka 2.000 kilometer kun for at blive til grin.

Efter den tåkrummende 2-1-sejr over San Marino, verdens svageste landshold med færre indbyggere end Slagelse, tillod landstræneren sig i stedet at se frem mod næste måneds kvalifikationskamp mod Slovenien, som han forventer kan noget mere end de stakkels simple sanmarinesere.

»Det bliver dejligt at spille en fodboldkamp mod et hold, der gerne vil spille, og det bliver en mere normal fodboldkamp. Nu har vi spillet så mange af de pokalagtige kampe, og det er ikke for at undskylde noget som helst, for det var ikke godt nok, men det er bare nogle andre typer kampe.«

Det er jo netop for at undskylde holdet og sig selv. Ligesom snakken om græsset i Parken og græsset i San Marino er det; ligesom de flæbende konstateringer af, hvor hårdt San Marino-spillerne gik til Manchester United-profilen Rasmus Højlund er det.

Men Danmark vandt trods alt? Korrekt, men det gør San Marinos modstandere altid. Miniputterne har kun vundet én fodboldkamp nogensinde. Udligningen mod Danmark var holdets første mål siden en overtidsscoring mod den caribiske østat Saint Lucia i november 2022.

Kampstatistikken viser elendigheden: Danmark havde bolden 82 procent af tiden, men præsterede kun fire skud inden for målrammen, fik tilkendt sølle seks hjørnespark og endte på en statistisk beregnet, mulig målscore (den såkaldte xG) på helt igennem jammerlige 0,93.

Den snævre sejr dækker således over et afgrundsdybt nederlag. Både på og uden for banen. Der er ingen klasse tilbage på det her hold. Efter Yussuf Poulsens sejrsmål 20 minutter før tid valgte mangemillionæren Højlund at tysse provokerende på sine semiprofessionelle modstandere.

DR-journalist Michael Sten Jensen skrev på det sociale medie X, at Kasper Schmeichel undervejs i kampen havde råbt »fucking prick« efter en bolddreng. Efterfølgende fortalte målmanden til Ekstra Bladet, at »hvis du har boet i England, så er det en ret normal ting«. Tilsviningen er, må man forstå, »en del af gamet«.

»Det samme gælder sådan noget som valg af bolde, banetype, om man vander eller ej,« sagde Schmeichel med slet skjult henvisning til den tørre bane på det lille Stadio Olimpico di Serravalle.

Den nationale stolt- og storhed, som landstræner Hjulmand engang udnævnte sig til talsmand for, er for længst forvitret. Der findes dårlige præstationer, og så findes der præstationer, der er så gennemgribende elendige, at nogen straks må påtage sig det fulde ansvar.

Men det danske landshold er først og fremmest blevet en undskyldning for sig selv.

Det eneste gode ved San Marino-blamagen er vel, at bunden formentlig er nået. Det dårlige er, at dette landshold har vist sig i stand til at finde hidtil ukendte dybder. Efter Australien ved VM sidste år troede vi ikke, det kunne blive ringere og mere patetisk. Det kunne det så godt, viste 2-3-nederlaget i Kasakhstan i marts. Men så måtte dét da være et nulpunkt. Ak nej.

Vi skal nok komme med til europamesterskabet i Tyskland næste sommer, men kun fordi EM-kvalifikationsgruppe H er den ringeste, noget dansk herrelandshold nogensinde har stået i. Men vi har ingenting at gøre ved en slutrunde.

Kasper Schmeichel er færdig. Simon Kjær er færdig. Kasper Hjulmand er færdig. Tømt for ideer, drænet for kræfter. Sommeren '21 er historie, nu er der brug for nyt initiativ.

Aldrig før har vi haft så mange trænere med international erfaring: Thomas Frank, Bo Svensson, Brian Priske, Jess Thorup, Jon Dahl Tomasson. Eller hvad med en »u'lænding«? Jeg ville elske at se Uwe Rösler som dansk landstræner. Vi ved rigtignok ikke, hvad vi får, men vi ved i sandhed, hvad vi har: dyb, dyb elendighed.

Dansk Boldspil-Union og fodbolddirektør Peter Møller vil aldrig fyre landstræneren, dertil er Unionen for vennesæl og inkompetent. Men Hjulmand bør selv tage skridtet. Nu.