En regent lader sig ikke bare beglo

Egentlig skulle man tro, at det malede portræt var klar til pension og havde været det længe. Vi har jo fotografiet, så hvad skal vi med den gammeldags og langmodige fremkaldelse af et menneske? En hel del, lyder svaret i Peter Michael Hornungs En dronnings portrætter, der er en samling af de 30 mest interessante portrætter af dronning Margrethe fra 1972 og frem til i år, hvor hun overlod tronen til sin søn.

Hun er indiskutabelt blevet portrætteret mere end nogen anden dansk regent, men det er ikke de mange portrætter, der er det mest tankevækkende – det er hendes valg af malere. Kommunister, republikanere, kvinder og rebeller er blandt dem, der har portrætteret dronningen som alt fra monark til hosebåndsbærer, hundeejer, kunstner, ryger, mor, landsmoder, arkæolog, aldrende og måske endda som privat menneske.

Eller privat og privat – lad os bare nøjes med at sige, at det er lykkedes en maler som Allan Otte at skildre hende sådan, som hun potentielt kan se ud, når ingen kigger.

Selvom det først og fremmest er regenten, der skildres gennem portrætterne, skildrer portrætterne også forskellige tiders syn på kongemagten og ikke mindst kunstneren selv. Men hvorfor egentlig male portrætter, når man kan fotografere en dronning?

I 1800-TALLET FRYGTEDE mange malere, at portrættet ville blive erstattet af fotografiet, men En dronnings portrætter viser, hvorfor det ikke har været tilfældet. Som Hornung skriver, er maleriet »en opsummering af mange øjeblikke og iagttagelser, fordelt over tid«, mens fotografiet kun fastholder et enkelt øjeblik, og mere interessant: »at et vellykket portræt ikke kun fastholder det karakteristiske ved een person, men hvad der kan være særlig typisk for to personer,« nemlig kunstneren og den portrætterede.

Et oplagt eksempel på det sidste er Thomas Kluges portrætter af dronningen, hvoraf det første, han malede, blev mødt med de legendariske ord: »De har sandelig fået det hele med.« Og det havde maleren, der i 1995 demonstrerede, at et portræt kun kan være sandt, hvis det består af kompromisløst korrekte detaljer. Af grå såvel som brune hår, rynker, aknear og løs hud. Her var ingen latterlig forskønnelse, men en regent, der myndigt så tilbage på beskueren og ikke bare lod sig beglo.

Maleriet, der ikke var en officiel bestilling, viste dronningen iklædt en strikket trøje på en mørk baggrund, som bevidst associerede til ældre malerier, men mere væsentligt, så viste det os en dronning, der ikke havde brug for våben og medaljer og ordner, heste, slotte eller en stor, flot kongekrone for at udstråle autoritet. Hans superrealistiske portrætter viser os i det hele taget en regent, hvis største magt ligger i blikket.

MEN EN TING er magt eller myndighed, noget andet er karakter og personlighed, og det formår malere som Niels Strøbæk, Jørgen Boberg, Mikael Melbye, Preben Hornung og Michael Kvium at fremkalde. Lad os kort se nærmere på Kviums portræt fra 2010.

Forfatteren kan ikke rigtig få sig selv til at skrive, at han synes, det er halvgrimt, og formulerer sig i stedet nærmest komisk tåget: »Hvor underdanigheden, den dybeste respekt, den bevidste iscenesættelse og det gode kunstneriske håndværk krydser hinanden, ja, der finder man som regel det ideelle fyrsteportræt« efterfulgt af, »hvad der kan opfattes bare en smule frastødende eller uskønt, har ingen legitim plads i genren«.

Portrættet, der viser os en dronning i fuldt royalt skrud med perler og ordner, viser os samtidig en aldrende kvinde med mormorvinger. Og hallo, sådan ser en 70-årig kvindes arme ud! Også selvom de er kongelige.

Det er meget muligt, at Kvium ikke udviser nogen form for underdanighed, men han viser os til gengæld en dronning, der er sin alder bekendt, og som hverken har følt sig kaldet til at insistere på botox, restylane, filler eller kirurgiske indgreb og tydeligvis heller ikke på en servil maler. Og det er der format over.

Bogen indeholder også en stribe mere klassiske repræsentationsportrætter, herunder tre af Rigmor Mydtskovs polerede fotografier fra 1972 til 1990, ligesom den indeholder et par af Per Morten Abrahamsens gallaportrætter, der karakteriseres som »dristige«, men egentlig bare viser, hvorfor de malede portrætter ikke er truet på livet af fotografiet. Portrætterne kan kort sagt fremkalde følelser på en langt mere overbevisende måde.

Det kunne dog have været morsomt, hvis Hornung havde medtaget et fotografi af dronningen i den spektakulære skriggule regnfrakke, som i 2017 blev genstand for en national samtale. Regnfrakken, der lignede en Henrik Vibskovsk bearbejdelse af en blomstret voksdug, blev kronet af en sydvest og et humoristisk smil, og man kan vist godt sige, at de billeder eksponerede hendes personlighed. Regnfrakken gjorde i al fald.

EN DRONNINGS PORTRÆTTER indeholder til sidst tre portrætter af dronning Mary, som imidlertid alle er malet, mens hun var kronprinsesse. Hvilken maler får mon den opgave at male det første formelle portræt af hende som dronning? Mie Mørkeberg, som snart må være færdig med maleriet af de kvindelige ministre? Maria Torp?

Dronning Margrethe er altovervejende blevet portrætteret af mænd, så mon ikke valget falder på en kvinde?

De tre portrætter af dronning Mary fra tiden som kronprinsesse er udført af henholdsvis Ralph Heimans, Shen Jiawei og Jesús Herrera Martinez, og man skal være særdeles underdanigt anlagt for at kalde dem interessante. Tværtimod viser de Instagram-udgaven af en regent, og det er ganske vist typisk for tiden, men forhåbentlig ikke for eftertiden.

De foregående 30 portrætter af dronning Margrethe har nemlig understreget, at en regents største magt ligger i blikket og personligheden. Og endnu vigtigere: at det aftvinger respekt at blive portrætteret af kunstnere, som får lov at være i egen ret og ikke overtrækker virkeligheden med filter og servilitet.

Portrættet er så langtfra dødt, tværtimod.

Peter Michael Hornung: En dronnings portrætter. 208 sider. 369,95 kr. Strandberg Publishing. Udkommer 29. oktober.

Læs Weekendavisens anmeldelser af stakkevis af andre bøger: Nye og gamle, gode og dårlige, kloge og vanvittige.