En omvendelse

Næsten hjemvendt fra arbejde ved halvnitiden denne tirsdag, traskende under Folkeparkens dryppende bøge, hørte jeg gennem dagens fjerde podcast om Kamala Harris og Trump en stor og udefrakommende lyd.

Ulmende bastone og et sus af mange mennesker kun et stykke borte og over disse lyde en kvindestemme, som sang noget genkendeligt. Jeg trak øretelefonerne ud. Den var god nok. Livemusik!

Så jeg skråede over mod Byparken, den anden af to parker, som man af en eller anden grund har anlagt lige ved siden af hinanden i den del af Roskilde, der orienterer sig mod fjorden.

Nu kunne jeg godt høre, hvad der foregik. At stemmen sang på engelsk, og at sangen var »I Don’t Mind« fra 2004, som var en landeplage, og som – skønt det er et velskrevet nummer – lider under at blive fremført helt utrolig fladt af Pernille Rosendahl med en så tyk dansk belægning på de engelske gloser, at det næsten lyder som en satire over dansk musiks evindeligt provinsielle uformåen.

Skrækkeligt lød det ganske rigtigt også denne aften, foran hvad der viste sig at være et tusindtalligt publikum, hvoraf mange i begejstring havde hævet deres arme og nu gudhjælpemig klappede i takt til denne jammerlige rullepølsemad af et pophit.

Mindst halvdelen klappede siddende med rumperne fem-ti centimeter over det fugtige græs, for Roskilde-borgere har lige så mange festivalstole pr. individ, som amerikanere har håndvåben.

Men mens jeg klemte mig nærmere – ja, faktisk klemte mig ind mellem grenene på et bøgetræ og stak ansigtet gennem bladhanget for bedre at kunne se Pernille Rosendahl på scenen sammen med, så jeg nu, sangeren Dorthe Gerlach og to musikanter – indtraf en vidunderlig forvandling.

Den næste sang var nemlig lige så dejlig, som den foregående var forfærdelig. Pernille Rosendahl sang på dansk nu, og hvilken forskel det gjorde. Helt åben blev hendes stemme, fri og stærk, fuld af charme.

Så der stod jeg, i mit bøgetræ, halvt indpakket i blade som en anden blotter, og blev genstand for en omvendelse. Tænk, hvis man var gået hjem fra kontoret en halv time før eller senere denne tirsdag.

Som J.D. Vance, der jo kaldte Trump for Hitler og heroin, men som nu lovpriser ham – sådan vil også jeg nu og i fremtiden forkynde, at Pernille Rosendahl er god.

»Viuuw!« hylede jeg, fordi jeg ikke kunne klappe så godt inde mellem grenene i mit træ.

Og Gerlach – der var lige så god, men hende var jeg jo ikke fjendtligt stemt i forvejen – demonstrerede sin sprøde, vibrerende klang som hos en Lauper eller Bush og en sans for at synge uuuh-hu helt let og næsten uhørligt i det lyse register, så man fornemmede, hvordan publikum blev rørt, og hun begyndte faktisk også selv at græde lidt.

»Hver gang vi to synger sammen, Dorthe, så græder du,« sagde Rosendahl kærligt til sin medoptrædende. »Det er da en gave fra himlen. Om vi så sidder hjemme i køkkenet og synger, så vræler du.«

Og Gerlach gned lidt i sit ene øje og var selvfølgelig ikke spor ked af det. Og musikerne, der også var gode, spillede akustisk guitar med varme og en elektrisk med reverb ligesom Daniel Lanois.

»Jeg opsøgte min navnebror Jens Rosendal sidste år,« sagde Pernille fra scenen. Hun indspiller et album på dansk, forklarede hun, og den sag ville hun drøfte med den gamle salmedigter. Nu er han død, men så sang de en sang, han havde skrevet.

Til sidst, mens den sidste rest af sommer nedsænkede sig i fjorden, og folk i publikum lod deres midaldrende arme vaje som usikre synkronsvømmere, sang Rosendahl og Gerlach »Jeg har lagt mine våben«.

Men forinden havde de gennemboret mit panser. Og åbnet mit hjerte. Det er for sjældent, at det sker.