Anmeldelse: Joker: Folie à Deux. Musical! Tegnefilm! Gaga! Jazz! Gene Kelly! Den nye Joker-film vil kritisere underholdende masseforførelse, men bedøver os med kulturelle referencer uden dybde.
En joker uden pointe
Der er et meget fint øjeblik i Joker: Folie à Deux, der fik mig til at indse, hvad det er ved denne opfølger til Todd Phillips’ virtuost spillede kæmpehit Joker (2019), der ikke fungerer, ikke rører, ikke ægte får skovlen under vestlig kulturs måde at forblænde masserne på:
Vores sølle, barndomstraumatiserede skurk Arthur Fleck (Joaquin Phoenix) er fængslet på sindssygeanstalten Arkham i en 70er-version af Batman-byen Gotham City. I Joker myrdede denne magre, nerveramte, usjove amatørkomiker og udlejningsklovn fem mænd og sin mor i et vanvittigt dansende delirium af vold, som opildnede et oprørt og dysfunktionelt samfunds andre »tabere« til opstand. Tænk Taxi Driver med en knivspids superskurkemytologi. Indespærret i Arkham møder Fleck nu sin tilsyneladende sjælemage, brandstifteren Harleen Quinzel (Lady Gaga), som er filmskabernes frie fortolkning af DC Comics’ kvindelige superskurk Harley Quinn.
Del: