Hvis du skal skrive om en podcast,« sagde min kone, »så skal du skrive om Efterveer.« »Okay!« svarede jeg prompte. »Du kan selvfølgelig også bare skrive om en af de podcasts, du selv går og hører.« Nej. Jeg kunne bedre lide hendes første forslag, så jeg bad hende udforme et pensum til mig. De fire vigtigste afsnit. »Kun fire?!« protesterede hun.

I november 2019 fødte min kone vores datter. Sikke en vidunderlig ny virkelighed. Der var hun med sine krøllede små ører. Fire måneder senere, da landet var lukket ned, var vi isoleret i et hus i Nordsjælland, mit barndomshjem. Min kone var på barsel, jeg skulle arbejde. Hele dagen gik hun rundt på stierne i bøgeskoven med barnevognen foran sig og med høretelefoner i ørerne. Hvad lyttede hun til? Hvad mon hun tænkte på?