Dronningesnak og kunstkritik

»Hvilken anden profession tillader dig at skrive historien, i det øjeblik det sker, og også være dets øjenvidne?«

Citatet stammer fra den italienske journalist Oriana Fallaci, som i 1976 udgav bogen Interview with History, der som titlen antyder indeholder nogle af hendes mindeværdige interviews med datidens indflydelsesrige offentlige personer som Henry Kissinger, Golda Meir, Indira Gandhi og Jordans kong Hussein.

Jeg kan godt lide at forestille mig, at Weekendavisen er et øjebliksbillede i så bogstavelig forstand, at man om mange år vil kunne finde avisen frem i et arkiv (vel nok digitalt!) og få et indtryk af, hvad det var, vi en given uge gik og talte om og tænkte på.

I arkivet vil man for eksempel finde avisen fra 17. februar 2023 med et stort interview med Dronning Margrethe 2. lavet af avisens daværende chefredaktør Martin Krasnik ledsaget af en række smukke portrætter af den på det tidspunkt 82-årige dronning, som blev skudt af fotografen Martin Bubandt.

Og hvad talte de så om, undersåtten og regenten? Putins øjne, familien og pligten og det øjeblik, hvor Dronningen fandt sin plads i historien:

»Jeg kan sige det på en pudsig måde,« forklarer hun. »Jeg havde fået nogle nye værelser på Amalienborg i mine forældres palæ. Et års tid før grundlovsændringen (i 1953), der gjorde mig til tronfølger, stillede mor en meget køn, lille kommode ind hos mig. Det er en af de genstande, der går videre til den næste regent. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at det nu var sådan, at jeg skulle have den kommode stående på mit værelse resten af mit liv – i Danmark.«

Martin Krasniks interview med Dronning Margrethe 2. er ikke det eneste indslag, der kan give fremtidens historikere et indtryk af, hvad der optog os denne uge.

Asker Hedegaard Boye fortæller historien om direktøren for Staatsballett Hannover, Marco Goecke, som forleden angreb dansekritikeren Wiebke Hüster med en hundelort, da han var rasende over en anmeldelse, hvor kritikeren kaldte en af hans forestillinger »dræbende kedsommelig«. Episoden giver anledning til at overveje – og diskutere – kritikkens funktion i vores samfund i dag.

Weekendavisens egen kultursektion indeholder denne uge flere former for kunstkritik.

Hassan Preisler tog toget til Ishøj for at besøge Arken og melder, at det er på tide at glemme museets mange negative sager, for de to nye udstillinger, som er de første, der er blevet til med Marie Nipper ved roret, er virkelig gode.

Synne Rifbjerg tog til gengæld bilen helt til Amsterdam for at se den største udstilling med Johannes Vermeers malerier nogensinde og skriver hjem om »Sfinksen fra Delft«, som døde pludseligt i 1675, blot 43 år gammel, men forinden skabte nogle af kunsthistoriens mest påtrængende billeder af dem og det, der omgav ham.

»Vermeers billeder er overvejende små, men der er så meget at se på: Mælkepigen laver egentlig brød, selvom hun er frosset i bevægelsen, hvor hun hælder mælk op. Brødet står foran hende på bordet på et blåt klæde, der fortsætter og næsten bliver til hendes kjole. Der hænger noget på væggen, hvad er det? En kurv til brødet. Der står en kasse på gulvet, hvad er det? Noget til at varme fødderne på.«

Læs også Amalie Langballes anmeldelse af teaterforestillingen Farvel til Madonna (hun er mildest talt ikke begejstret) og Peter Johannes Erichsens anmeldelse af musicalen Miss Saigon (som mindede ham om, hvorfor han elsker opera).

Ugens kulturanbefaling

Hver uge anbefaler en af Weekendavisens skribenter fem aktuelle kulturaktiviteter. Denne uge anbefaler Jeppe Bentzen magasinet New Eastern Europe, hvilket er passende, da han næste uge skriver en længere reportage til os fra Riga. 

Koret af unge, som stadig tror på det trykte magasins magt og vælde, er en svindende størrelse. Hyler vi for døve øren? Tiderne er ikke med os, slet ikke nu, hvor inflationen udfordrer enhver papirproduktion. Så meget desto mere kærkomment er det at fremhæve New Eastern Europe. Lige så hastigt jeg falder fra, når jeg klikker på endnu et longread digitaliseret til ulæselighed, kan jeg stå og udforske et kioskudvalg af printmagasiner. Og sådan fandt jeg, med min menneskelige algoritmesans, New Eastern Europe på Münchens hovedbanegård til ti euro sidste år, som jeg har læst og nydt lige siden. Magasinet udkommer hver anden måned med reportager, essays, analyser og klummer om Europa fra et østligt perspektiv. Teksterne har både kulturelt, litterært og politiske sigte, og det siger sig selv, at relevansen ikke er blevet mindre med Ukrainekrigen. New Eastern Europe har rødder i Radio Free Europe og College of Eastern Europe i Warszawa, og de har bulgarske Ivan Krastev i bestyrelsen, hvilket jeg også betragter som en kvalitetsmarkør. En tillægsanbefaling: Magasinets tilhørende podcast, der mundret hedder Talk Eastern Europe, er et godt og gratis sted at begynde.

Læs alle ugens kulturanbefalinger her.