Da jeg mødte Yayoi Kusama i Tokyo for godt ti år siden, var hun allerede en aldrende sensei. Der var aftalt et officielt møde, og da jeg besøgte hendes studio dagen før, var det for at mødes med hendes team. Jeg var ved at organisere den første retrospektive udstilling i Skandinavien. Den skulle rumme mere end 100 værker fra hele hendes liv og rejse rundt til fire museer, så der var meget, der skulle planlægges. Hendes studio var en elegant treetagers bygning i beton og glas, som hun selv havde tegnet, og som var svær at finde, selv for lokale taxachauffører. Den lå i et beboelseskvarter med sirlige forhaver nær det hospital, hvor hun levede nærmest permanent, fra hun vendte tilbage til Japan i 1970erne og frem til sin død.

Bag en rød dør arbejdede et lille og dedikeret team med at organisere alt omkring hende: værkproduktion, udstillinger og det store arkiv. Vi udvekslede høflighedsfraser, og pludselig lød en stemme fra underetagen. Kusama ville gerne møde mig nu. Jeg blev hurtigt gennet ned ad trappen og mødte der en ældre kvinde med gråt hår og malerkittel. Kusama uden filter. På bordet foran hende lå et enormt lærred, som hun var ved at dække med savtakkede mønstre i klar blå. Et stort antal færdige malerier i stærke farver var lænet op ad væggene omkring hende. Den sidste uges produktion, fortalte hun. Hun ville vide, hvad jeg syntes om dem, for hun havde tænkt sig, at de bedste skulle med på udstillingen.