Pssst! Opera så langt øret rækker. Gylden august i København.

Dronningen

Den københavnske operafestival behøvede ikke at kere sig om komponisten Pierre Boulez' markante udsagn »Spræng alle operahuse i luften«. Ja, han var ung engang, men bemægtigede sig siden Bayreuth som dirigent. Nu, i august 2023, kunne københavnere uden at mave sig ind på Gamle Scene eller i Operaen på Holmen få operasulten stillet rundtom i byen. Vridsløselille fængselsport, Tunnelfabrikken i Nordhavn, Aveny-T på Frederiksberg, teatret Sort/Hvid i Kødbyen, Unitarernes Hus på Østerbro, Showbåden i Københavns kanaler, Bellahøj Friluftsscene, Glassalen og Koncertsalen i Tivoli, Christians Kirke på Christianshavn og selvfølgelig Festivalscenen på Den Røde Plads på Nørrebro. Nulevende ny musik og nulevende klassisk musik i den skønneste og grelleste og mest overdådigt gedigne blanding.

Copenhagen Opera Festival var sammen med Tivolis Stjernestunder fælles om at lade os opleve verdenssopranen Lise Davidsen. Det blev mindeværdigt. Tivoli Copenhagen Phil under dirigenten James Gaffigan lagde ud med musik fra mørkemaleriet Don Carlos. De dystre murrende horn fra orkestret markerede, at slutakten i denne nådesløse opera foregår i en gravkrypt. Var man belavet på et langt stemningsskabende forspil, kom chokket, da Lise Davidsen efter få takter gjorde sin dronningeagtige entré i koboltblå festrobe og påkaldte kryptens døde kejser Karl 5. med ordene »Tu che le vanità conoscesti del mondo« (Du, som kendte denne verdens tomhed). Sorgtyngden i Lise Davidsens pragtstemme er formidabel. Den spanske blodskudte tristesse fulgtes op af ouverturen til Verdis Skæbnens magt, hvor den spanske adelskvinde Leonora sent i forløbet søger sjælefred i arien »Pace, pace, mio Dio« (Giv mig fred, Gud).

peter.johannes
(f. 1941) Kulturskribent. Roman: Flugten til Ægypten. Gyldendal 1967. Eksamen: Cand. phil. i dansk. Københavns Universitet 1969. Instruktørlinje: Den danske Filmskole 1969-1971. Dansklærer: Nørre Gymnasium 1972-2002. Dramaturg: Rialto Teatret 1986-1989. Filmlærer: Krogerup Højskole 1987- 1991. Musik- og teateranmelder: Weekendavisen fra 1993.

Andre læser også